Derfor peger alt mod en historisk lang forhandling om ny regering

Morten Østergaard, Mette Frederiksen hilser på Lars Løkke Rasmussen efter partilederdebatten på Christiansborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Alle forhold taler for historiske lange regeringsforhandlinger efter valget i går. NB-Økonomi har her samlet de væsentligste grunde til, at Danmark næppe har en ny regering før tidligst i slutningen af juni. Dermed tyder alt på, at de vigtige økonomiforhandlinger med kommuner og regioner tidligst går igang omkring 1. august.

Af Arne Ullum, [email protected]

Danmark er på vej ud i historisk langvarige forhandlinger om dannelsen af en regering efter folketingsvalget i aftes.

Der er primært fire årsager til, at der kan gå mange uger, før Danmark har en ny regering.

Mette Frederiksens største udfordring bliver at nå til enighed med De Radikale, som hun reelt udelukkede fra et regeringssamarbejde for præcis et år siden på Grundlovsdag 2018. En melding som mildt sagt ikke blev venligt modtaget hos de meget selvbevidste radikale, som reelt er er uenige med Socialdemokratiet om tunge områder som udlændingepolitik, arbejdsudbud og skat.

Mette Frederiksen har det svageste mandat nogensinde

Valgresultatet har kun gjort udfordringen større. Socialdemokratiet fik reelt det tredjedårligste valg i mere end 100 år. Ved valget i 1906 fik partiet et resultat, som var 0,5 procent lavere end ved gårsdagens valg, og Mogens Lykketofts katastrofevalg i 2005 var reelt kun 0,1 procent dårligere end det, Socialdemokratiet fik denne gang.

Lykketoft kom aldrig i nærheden af danne regering, hvilket Socialdemokratiet heller ikke gjorde i 1906. Dermed bliver Mette Frederiksen den socialdemokratiske regeringsforhandler, som møder op med det svageste mandat fra vælgerne nogensinde.

Over for hende vil sidde en radikal formand, Morten Østergaard, som har fået et mandat fra vælgerne, som er blandt de absolut stærkeste i den 114-årige radikale partihistorie.

Samtidig er De Radikale nu størst blandt støttepartierne i rød blok, og partiet er sammen med Dansk Folkeparti Folketingets tredjestørste parti.

Løkke styrkede den radikale hånd i regeringsforhandlingerne

For at gøre ondt værre for Mette Frederiksen har Lars Løkkes Rasmussens udmeldinger om en regering hen over midten styrket den radikale forhandlingsposition.

Hvis nogen er i tvivl om, at De Radikale har planer om at stå lige så bastant fast, som de gjorde under regeringsforhandlingerne med Helle Thorning Schmidt i det sorte tårn i 2011, så bør man lytte til Morten Østergaards udtalelser ved afslutningen af partilederrunden i nat.

“Der er mange flertalsmuligheder i Folketinget efter det her valg. Jeg står selvfølgelig ved det, jeg har sagt i valgkampen, at med det mandat, der er givet til at sætte ny kurs for Danmark, så får Mette [Frederiksen] chancen, og hvis hun vil i den retning, så kan det lade sig gøre,” lød det fra den radikale leder. “Jeg føler en forpligtelse til at give Mette chancen, for det har jeg sagt nu i månedsvis, at vi vil gøre, men at det handler om, hvorvidt den politiske kurs skal ændres, og da vil vi bruge alle de muligheder, der er i Folketinget, for at lykkes med det. Det, vi er lykkedes med, er, at stå fast på vores holdninger hele vejen igennem, både dengang mange mente, vi var på en anden planet, og nu, hvor der flere, som har bejlet i vores retning.”

Enhedslisten og SF er blevet mere faste i kødet

I 2011 lykkedes det Helle Thorning-Schmidt dels at få SF med til at gå ind i en regering, der ifølge regeringsgrundlaget havde “VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand” som udgangspunkt for sin økonomiske politik, dels at få Enhedslisten til at opretholde sin parlamentariske støtte til regeringen, selvom den igen og igen førte økonomisk politik og gav skattelettelser sammen med de borgerlige.

Både SF og Enhedslisten har siden begrædt, at de ikke stod hårdere på kravet om en anden og mere rød økonomisk politik. Enhedslisten har ligefrem aktivt besluttet, at partiet skal være klar til at vælte en Socialdemokratisk ledet regering.

“Hvis en socialdemokratisk regering bryder de løfter, der fik Enhedslisten til at pege på en socialdemokratisk forhandlingsleder, eller hvis den sammen med højrefløjen gennemfører alvorlige angreb på mennesker eller miljø, kan Enhedslisten beslutte at trække sin parlamentariske støtte til regeringen, så vælgerne kan spørges ved et valg, hedder det således i en enstemmig vedtagelse fra Enhedslistens hovedbestyrelsen den 8. oktober 2017.

SF er mindre bastant, men der er ikke mange i partiet, som har glemt den nedsmeltning, som fulgte, sidst partiet bøjede sig for De Radikales krav til den økonomiske politik.

Mette Frederiksen har ikke meget at give de radikale

Forhandlingerne kompliceres yderligere af, at Mette Frederiksen i valgkampen har bundet sig selv til masten på den stramme udlændingepolitik. Dermed er der reelt kun indrømmelser på klima, uddannelse og den økonomiske politik tilbage.

Mette Frederiksen forsøgte i aftes igen og igen at fokusere på klima og uddannelse, men problemet er blot her, at De Radikale ikke opfatter det som en stor indrømmelse, at Mette Frederiksen vil give partiet det, som alle partier i rød blok er enige om.

Samtidig er det et problem, at Lars Løkke formentligt er klar til at matche Mette Frederiksens løfter på uddannelse og miljø.

Dermed mangler Mette Frederiksen et område, hvor hun kan give De Radikale afgørende indflydelse, uden at det får Enhedslisten og SF op i det røde felt.

Socialdemokratiets eneste trumf er umiddelbart, at de radikale vil have svært ved at vende rundt og støtte Lars Løkke Rasmussen som statsminister, fordi han umiddelbart vil komme til at blive afhængig af Dansk Folkeparti.

Regeringsdannelsen tog 18 dage i 2011, og sluttede først, da De Radikale fik deres vilje.

Det store spørgsmål er, hvor mange uger eller måneder De Radikale er klar til at kæmpe, før de bøjer af.

Morten Østergaards udtalelse i partilederrunden viser, at det næppe sker, inden alle muligheder er afprøvet, herunder også andre forhandlingsledere end Mette Frederiksen har fået lov til at prøve.

En sandsynlig politisk kalender er derfor, at vi tidligst har en regering i starten af juli, og på det tidspunkt vil de centrale politiske aktører være så udmattede, at de vigtige forhandlinger om kommunerens og regionernes økonomi ikke kommer i gang før i august.

Dermed kan landets by- og regionsrådspolitikere samt deres embedsmænd godt indstille sig på en hårdt presser kalender i efteråret.

 

Rettelse: I første version af artiklen fremgik det fejlagtigt, at regeringsdannelsen i 2018 tog 13 dage – det korrekte er 18 dage. Valet blev afholdt 15. september, og den nye regering blev præsenteret 3. oktober.