Analyse: Fortsat flertal for blå udlændinge- og finanspolitik

Mette Frederiksen fik ikke nogen markant rød valgsejr. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Kommentatorerne beskriver valgsresultatet, som om Danmark har taget et stort ryk til venstre. Men det har Danmark ikke. Der er fortsat solide flertal for den hidtidige politik, både på udlændingeområdet og den økonomiske politik.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Ja, rød blok fik flertal. Men ikke for sin politik. Så kort kan man sammenfatte resultatet af folketingsvalget.

I 2011 stod den daværende socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, i den situation, at et flertal støttede hende til statsminister, men der var ikke flertal for hendes økonomiske politik. I 2019 står Mette Frederiksen i nøjagtigt samme situation.

Udlændingepolitikken spillede ikke den store rolle i valgkampen, men den kan komme til det i forhandlingerne efter valget, for Mette Frederiksen gjorde allerede på valgaftenen klart, at der fortsat er flertal for den hidtil førte udlændingepolitik.

Og det er der. Talt i folketingsmandater er flertallet ganske vist svundet ind med ti mandater, men det er fortsat overvældende stort: partier med i alt 127 mandater støtter udlændingepolitikken. Der er altså ikke tale om, at vælgerne har sendt et klart budskab om, at de ønsker forandring. Dansk Folkepartis og Liberal Alliances store tilbagegang opvejes næsten af nye mandater til de øvrige partier bag udlændingepolitikken, først og fremmest V og K.

Så er der den økonomiske politik, og her er situationen også reelt uforandret. Det lønner sig at skelne mellem skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik, for Dansk Folkeparti hører nok til de partier, som er imod at hæve skatterne for at finansiere mere velfærd. Til gengæld er partiet ikke blandt dem, som støtter reformer med henblik på at øge udbuddet af arbejdskraft. Og derfor er der i de udgående Folketing flertal for skattepolitikken, men faktisk også flertal mod reformer af arbejdsmarked og pension.

Og sådan er det stadig. Før valget bakkede 98 mandater op om finans- og skattepolitikken, og efter valget er det 95 mandater. Heller ikke her sender vælgerne noget signal om, at de ønsker ændringer. Et stort flertal er imod at øge velfærden ved hjælp af nye skatter.

 

Og der er fortsat ikke flertal for stramninger og reformer, der kan øge arbejdsstyrken.

Men her er der faktisk sket noget markant, og det er ikke et ryk til venstre. Hvor det før valget var 61 mandater, som støttede reformer – De Radikale, De Konservative, LA og Venstre-så er der nu hele 79 mandater, der gør det. Ganske vist gik LA voldsomt tilbage, men de tre andre partier gik frem, og Nye Borgerlige kom ind.

Udviklingen kan også beskrives i form af vælgertilslutning, men trods et stort stemmespild til hele tre partier, som ikke klarede spærregrænsen, er resultatet det samme, som hvis man tæller mandater. Klare vælgerflertal støtter udlændinge- og skattepolitikken, og mindretallet bag arbejdsmarkeds- og pensionsreformer er vokset fra 35 til næsten 46 procent.