SF om breve om frivillig hjemrejse: Ikke alle ønsker at være her

De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg, kalder det chikane, at 64.100 personer med udenlandsk baggrund har fået brev om, at de kan få 140.000 kroner for at rejse hjem til deres hjemland. (Arkivfoto)
Fotograf: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

64.100 personer bosiddende i Danmark vil denne sommer få brev om, at de opfylder kravene for at få penge med sig, hvis de rejser hjem til det land, som de eller mindst en af deres forældre kommer fra.

Det er et resultat af den aftale, der blev indgået mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti i forbindelse med den seneste finanslov.

Selv om den såkaldte repatrieringsstøtte – der giver hjemvendende personer 140.000 kroner med i hånden – har eksisteret i flere år, er det første gang, at kommunerne er blevet pålagt at vejlede mulige modtagere om ordningen.

Og det er faldet De Radikale for brystet. Andreas Steenberg, der er partiets udlændingeordfører, kalder det “rendyrket chikane”.

– Det er danske statsborgere, det er danske statsborgeres familier, og det er folk, som er meget velintegrerede og ikke har boet i andre lande.

– Jeg synes, at det er chikane at bede dem om at rejse ud og endda give dem penge for det, siger Andreas Steenberg.

Ifølge Steenberg forsøgte Radikale at få lavet om på kommunernes orienteringspligt i forbindelse med regeringsforhandlingerne i juni.

Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, mener ligeledes, at brevet er chikane.

– Når man får et brev med tilbud om at sende hjem, sender det et signal om at være uønsket.

– Der er tale om rigtig mange mennesker, som ser Danmark som deres hjemland. Det her skaber et A- og B-hold, hvor nogle er danskere, og hvor nogle ikke er, siger Rosa Lund.

Men Socialdemokratiet er godt tilfreds med de regler, som blev strammet i marts.

Udlændingeordfører Rasmus Stoklund understreger, at der er tale om et frivilligt tilbud.

– Problemet har været, at der er meget få, der har været klar over, at der var sådan et tilbud, og der er sikkert også nogle, der er afskrækket fra at vende hjem, fordi de ikke kan overskue det økonomisk.

– Men hvis du er dårligt integreret i Danmark og ikke har et ønske om at leve her, kan repatriering være en god mulighed, siger han til Berlingske.

Hos SF mener fungerende politisk ordfører Kirsten Normann Andersen, at alle skal orienteres om tilbuddet, når man har valgt at gøre det:

– For os er det vigtigt, at der er tale om et tilbud. Hvis man giver det, så er det vigtigt for os, at alle får det, og at man ikke sidder og sorterer.

– Hvis man ikke ønsker at gøre brug af tilbuddet, så synes jeg, at man skal smide brevet i skraldespanden.

– Men man skal også huske, at det ikke er alle, der synes, at Danmark er den bedste destination i verden, og for dem kan det være et godt tilbud, siger hun.

Lidt mere end 600 benyttede sig af muligheden for at få repatrieringsstøtte i 2011.

Siden da er det årlige antal modtagere faldet og var i 2016 nede på det halve. De seneste to år har tendensen dog været svagt opadgående igen.

/ritzau/