CEPOS: Højere børnecheck giver betydeligt lavere incitament til job

Del artiklen:
Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2017
Regeringens og rød bloks plan om at forhøje børnechecken vil for visse grupper skære betydeligt af gevinsten ved at arbejde, viser beregninger fra CEPOS.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Tankerne om at forhøje børnechecken for forældre på integrationsydelse eller omfattet af kontanthjælpsloftet vil gå ud over tilskyndelsen til at tage et arbejde. Og det samme vil rød bloks plan om at sløjfe den tidligere vedtagne nedsættelse af integrationsydelsen med 2.000 kroner fra 2020.

Det viser beregninger fra tænketanken CEPOS.

For en enlig på integrationsydelse med to børn er der næsten tale om en halvering i forskellen på arbejde og overførselsindkomst, nemlig fra 6.400 til 3.800 kroner. En enlig med ét barn vil opleve, at forskellen på arbejde og overførselsindkomst falder fra 6.200 til 4.200 kroner.

Kilde: CEPOS

Både forhøjelsen af børnechecken og aflysningen af sænkningen af integrationsydelsen var emner, som partierne i rød blok diskuterede intensivt under forhandlingerne om en ny regering. Socialdemokratiet ønskede oprindeligt et bredt forlig om spørgsmålene, men SF og Enhedslisten ønskede en aftale i rød blok. Punkterne endte med at komme ind i rød bloks forståelsespapir.

Udgangspunktet i CEPOS’ analyse er dog et notat fra Beskæftigelsesministeriet omtalt i Jyllands-Posten fredag, der beskriver en model med en forhøjelse af børnechecken på 63 procent mod de 60 procent, der står nævnt som eksempel i forståelsespapiret.

Rød bloks forslag indebærer, at personer på integrationsydelse får den største fremgang i indkomsten, når sænkningen af ydelsen aflyses. For enlige forsørgere på integrationsydelse vil indkomsten ligge på niveau med indkomsten på kontanthjælp, viser CEPOS’ beregninger, mens der for par med børn samt ikke-forsørgere er fortsat vil være en væsentlig forskel mellem kontanthjælp og integrationsydelse.

“Det er ærgerligt, at rød blok tilbageruller en betydelig del af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Det er vigtigt, at der er en gulerod ved at tage et job. Og den gulerod bliver nu mindre. Det indebærer lavere beskæftigelse, og at færre er selvforsørgende,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS.

“Med rød bloks forslag vil indkomsten for modtagere af integrationsydelsen være på niveau med kontanthjælpen for enlige forsørgere. For par med børn samt ikke-forsørgere er der fortsat en væsentlig forskel mellem indkomsten på kontanthjælp og integrationsydelse.”

Ifølge Jyllands-Posten viser det lækkede regeringsnotat, at forhøjelsen af børnechecken vil  svække beskæftigelsen med 180 fuldtidspersoner. Virkningen af ikke at sænke integrationsydelsen er ikke oplyst.