Kommunerne fandt ikke flere fejlregistrerede udlændinge trods krav om ekstraordinær kontrol

Del artiklen:
De to val til Europa-Parlamentet og Folketinget trak store veksler på personalet i kommunernes folkeregistre og borgerservice, og det er muligvis årsagen til, at kommunerne ifølge nye tal fra Danmarks Statistik ikke har fundet flere fejlregistrerede udlændinge i CPR-registreret på trods af en lodret ordre fra Indenrigsministeriet om en ekstraordinær kontrol, som skal være afsluttet inden første oktober. (Arkiv-foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Kravet om ekstraordinær kontrol af kommunernes CPR-registre gav ikke noget markant resultat i andet kvartal, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Ifølge borgercentercheferne kan det skyldes, at stort set alle frie ressourcer blev brugt til at afvikle valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget.

Af Arne Ullum, [email protected]

Kommunerne har ikke fundet markant flere fejlregistrerede udlændinge i andet kvartal, selvom daværende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) 23. april gav kommunerne en lodret ordre til at gennemføre en ekstraordinær CPR-kontrol inden udgangen af september måned.

Årsagen er ifølge flere borgerservicechefer, at der var både EP- og folketingsvalg i maj og juni, hvilket traditionelt trækker alle tilgængelige ressourcer ud af netop borgerservice, som også står for folkeregistrene.

“Sorø Kommune er i fuld gang, men er ikke halvvejs endnu, da Økonomi- og Indenrigsministeriets skrivelse blev forsinket, samtidigt med at forårets valg har trukket ressourcer. Der er dog sat strøm til,” siger således Kenneth Damsgaard Hyde, chef for Arbejdsmarked og Borgerservice i Sorø Kommune.

Ifølge netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik fandt kommunerne i andet kvartal, der sluttede 30. juni, 3.913 udlændinge, som retmæssigt burde have været registreret som udrejst tidligere.

Rent teknisk hedder det “udvandret før indeværende kvartal”, og er alene en markering af, personen burde have været registreret tidligere. Folketallene i Danmark opdateres ikke med tilbagevirkende kraft.

Niveauet for “udvandring før indeværende kvartal” er stor set som i andet kvartal 2018, hvor 3.964 udlændinge blev registreret som udrejst med tilbagevirkende kraft. I 2018 var niveauet cirka 500 personer højere end normalt, blandt andet fordi Frederiksberg og Gentofte på det tidspunkt var igang med en stor oprydning. Det skabte efterfølgende stor opmærksomhed om fejl i CPR-registrene, fordi rettelserne endte med at give de to kommuner støtte for faldende folketal, der ellers var tiltænkt udkantskommuner.

Læs også:
Gentofte og Frederiksberg på vej til at få tilskud som udkantskommuner

De nye tal kommer først 9. november

Usikkerheden om antallet af fejlregistrerede udlændinge har fået stor opmærksomhed, fordi fejl i folketallet påvirker den kommunale udligning. NB-Økonomi har tidligere påvist, at der kan være mellem 20.000 og 40.000 fejlregistrerede udlændinge, hvis alle kommuner har samme fejlrate som de fem kommuner, der i 2018 gennemførte en ekstraordinær og systematisk kontrol.

Læs også:
Ministerkrav om ekstraordinær CPR-kontrol kan flytte milliardbeløb mellem kommuner allerede i 2021

Dagens tal fra Danmarks Statistik betyder, at der først kommer klarhed over omfanget af fejlregistrerede udlændinge den 9. november, når Danmarks Statistik offentliggør tallene for tredje kvartal.

Skat er også gået på jagt efter fejlregistererede udlændinge

Sideløbende med kravet om ekstraordinær kontrol i kommunerne fra Indenrigsministeriet har Skattestyrelsens kontor for udland, styring og kvalitet i Ribe igangsat en kontrolaktion over for udlændinge, som opholder sig i Danmark uden at have en registreret indtægt.

Årsagen er ifølge et brev til kommunerne blandt andet, at de pågældende modtager grøn check, og derfor er Skattestyrelsen interesset i at få kortlagt, om de pågældende personer rent faktisk opholder sig i Danmark og dermed er skattepligtige her i landet og har ret til den grønne check.

Skattestyrelsen er pt. i gang med at sende liste til kommunerne med udlændinge, hvis bopælsforhold bør checkes på grund af manglende indtægt. Skattestyrelsen har på grund af bombeangrebet mod styrelsen ikke haft mulighed for at give yderligere oplysninger om kontrolaktionen.