Transportminister bekræfter: Alle projekter er taget af bordet før nye forhandlinger

Transportminister Benny Engelbrecht (S). Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali

“Frustrerede borgmestre (…) er blevet lovet guld og grønne skove af den tidligere regering,” skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) i et §20-svar i Folketinget. Regeringen er klar til at begynde helt forfra med en ny infrastrukturaftale. 

Af Uffe Gardel, [email protected]

Alt er væk, og intet er givet: Motorvejen til Næstved, en ny limfjordsforbindelse, udvidelse af E45, udvidelse af E20 på Fyn, ny midtjysk motorvej og forlængelse af Kalundborgmotorvejen og Frederikssundsmotorvejen. Samtlige de infrastrukturprojekter, som den tidligere regering var blevet enig med Dansk Folkeparti om, er i princippet taget af bordet forud for nye forhandlinger om en samlet infrastrukturaftale.

Det fremgår af en række svar fra transportminister Benny Engelbrecht (S) til folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V). Engelbrecht skriver, at han ønsker en ny samlet aftale om infrastruktur, og den aftale skal have et bredt flertal bag sig. Det kan betyde et farvel til en række af de konkrete projekter, som Kristian Pihl Lorentzen nævner.

“Jeg forstår derfor udmærket de frustrerede borgmestre landet over, der føler,
de er blevet stillet noget i udsigt, der nu viser sig ikke at være mandater til i
Folketinget. De og deres borgere er desværre blevet lovet guld og grønne skove

af den tidligere regering, der nok inderst inde vidste, at det ville blive svært for dem at realisere den plan, de fremlagde før valget. Det er for mig at se ikke at føre en ansvarlig transportpolitik, og den fejl ønsker jeg ikke at gentage,” skriver ministeren i et §20-svar.

Pihl Lorenzen havde i syv spørgsmål spurgt ministeren om hans holdning til konkrete trafikprojekter, hvoraf fx Næsteved-Rønnede-motorvejen før valget er blevet positivt omtalt af nuværende statsminister Mette Frederiksen (S). Ministerens svar på alle spørgsmålene er, at han vil “søge en bred politisk aftale om de kommende store investeringer.”