Flugten til de store byer er vendt

Nye flyttemønstre går på tværs af vante forstillinger om, hvor danskerne vælger at bo.

Danskernes flyttemønstre har ændret sig radikalt de seneste tre år, viser analyse; flugten fra udkant til metropol er flere steder vendt. Mange hovedstadskommuner har fået nettoudflytning, men tilflyttere strømmer til byer på Sjælland og uden for Aarhus.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Her er tre kort, som fortæller danmarkshistorie.

Vi plejer at høre fortællingen om, at danskerne flytter fra land til by, væk fra udkanten, væk fra Nordjylland, Vestjylland, Sønderjylland og Lolland-Falster og ind til landets store byer. Og sådan er det bare, for det er en del af en international tendens.

Men tendensen holder ikke helt længere i Danmark, for danskernes flyttemønstre har ændret sig dramatisk i løbet af de seneste to eller tre år. En række kommuner, som tidligere kunne tiltrække tilflyttere, har i dag negativ tilflytning, mens byer længere væk oplever nettoindflytning.

Vinderne i denne udvikling er først og fremmest bæltet af kommuner vest og nord for Aarhus samt kommuner ude på Sjælland. Læg for eksempel mærke til, at Vordingborg og Guldborgsund er blevet kommuner, man flytter til og ikke fra. Vest for Storebælt er kommuner som Syddjurs, Skanderborg, Middelfart og Langeland i dag blandt de kommuner i landet, som har den kraftigste nettotilflytning målt i forhold til befolkningens størrelse. Alle fire havde for få år siden flere fraflyttere end tilflyttere.

Til gengæld er der de sidste tre år netto flyttet over 1.000 mennesker årligt væk fra Frederiksberg, og også Albertslund, Høje-Taastrup, Glostrup og Gentofte er blevet kommuner med negativ tilflytning.

Vi har samlet tallene i grupper på tre år for at kunne vise tendenser frem for udsving fra år til år. Bemærk også,