Ny motorvej kan blive droppet: Partier bag aftale trækker støtten

Venstre og Dansk Folkeparti trækker støtten til motorvej fra Køge til Frederikssundsvej på Sjælland.
De borgerlige partier står ikke længere sammen bag den aftale om fremtidens infrastruktur, de indgik kort før folketingsvalget. Det kan betyde at Ring 5 fra Køge til Frederiksundsvej bliver droppet.

Venstre og Dansk Folkeparti bakker ikke længere op om at anlægge en ny motorvej – Ring 5 – fra Køge syd for København op til Frederikssundsvej 35 kilometer længere mod nord. Vejen er ellers en central del af investeringsplanen, som den tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti vedtog i marts.

Det skriver Altinget.

“Den specifikke Ring 5 er ikke groet i vores have,” siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, til Altinget.

Derfor vil hans parti ikke længere prioritere motorvejen, som skulle koste omkring seks milliarder kroner.

Heller ikke i Dansk Folkeparti er der længere opbakning til at motorvejen, som skærer igennem en række forstadskommuner, hvorfra der har lydt høje protester.

I en tv-debat på TV 2 Lorry kort inden valget gav partiets gruppeformand, Peter Skaarup, håndslag med Martin Lidegaard fra Radikale på at lægge Ring 5-motorvejen i graven. Og det er også Dansk Folkepartis politik her efter valget.

“Det gjorde indtryk på os, da mange lokale ytrede sig kritisk. Ikke mindst for os politikere, som deltog i forskellige borgermøder på sagen. Så det står fast,” siger Peter Skaarup til Altinget.

Han er parat til helt at aflyse den forundersøgelse af Ring 5-motorvejen, som den tidligere regering satte i gang inden valget.

Hos De Konservative er partiets nye transportordfører, Niels Flemming Hansen, ikke helt tilfreds med, at partier bag blå bloks investeringsplan nu begynder at undsige delelementer i aftalen.

“Vi står fast på de aftaler, vi har indgået. Men det er samtidig klart, at næste skridt er et spørgsmål om, hvad der nu bliver det muliges kunst, og der er ting, som står højere på vores liste end en Ring 5,” siger han til Altinget.

Mens både Radikale, Enhedslisten og SF har meldt sig imod en Ring 5, så indgår den nye motorvej som en mulighed i den investeringsplan, Socialdemokratiet lagde frem i januar.

Socialdemokratiet har imidlertid hverken taget entydigt parti for eller imod Ring 5. Men transportminister Benny Engelbrecht (S) mener fortsat, at den er relevant at diskutere, når han skal forhandle en ny investeringsplan på plads.

“I den forbindelse vil det være relevant også at drøfte Ring 5,” skriver ministeren i en mail til Altinget..

Venstre og Konservative lægger op til, at man i stedet kan overveje at etablere en motorvej mellem Ringsted og Roskilde.