Markant løft i anlægsrammen med 1,3 milliarder kroner

Forhøjelsen af anlægsrammen svarer til syv procent, og det glæder brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne. Arkivfoto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Kommunerne får løft i anlægsrammen på 1,3 milliarder, men det vil ikke nødvendigvis betyde mere byggeri i kommunerne. Årsagen er, at kommunerne i 2018 og sandsynligvis også 2019 har brugt mere, end de måtte på anlæg.

Af Arne Ullum, [email protected]

De danske kommuner må næste år bruge 19,1 milliarder kroner til anlæg, og det er et markant løft i forhold til de 17,8 milliarder, som kommunerne må bruge i år.

”Kommunerne har igennem en årrække haft et stort efterslæb på at bygge nyt og renovere fx skoler, daginstitutioner og veje. Samtidig stiger borgernes forventninger til de rammer, der omgiver vores velfærdsinstitutioner. Jeg er derfor glad for, at regeringen anerkender, at tidssvarende velfærd kræver investeringer – også i mursten og asfalt,” siger Martin Damm.

Reelt bliver der sandsynligvis ikke tale om det store løft. Kommunerne har i 2018 overskredet anlægsrammen markant, og meget tyder også på, at det vil ske i 2019. Derfor kan den større ramme blot betyde, at kommunerne i 2020 reelt overholder den aftalte ramme.

Forhøjelsen af anlægsrammen svarer til syv procent, og det glæder brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

“Det er ingen hemmelighed, at folkeskoler og institutioner mange steder er nedslidte og lider under dårligt indeklima. Forhåbentlig vil de ekstra penge blive brugt til at skabe mere frisk luft i vores skoler og institutioner. Det er hårdt tiltrængt og vil styrke både indlæring, helbred og det generelle velbefindende for elever og lærere,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.