Store forskelle i resultater i indsats mod kontanthjælp

Status på fem år med højkonjunktur: en håndfuld kommuner fik halveret antallet af kontanthjælpsmodtagere. Bornholm har klaret sig bedst af alle, men Lolland-Falster og Sydsjælland fortsat har problemer.

Af Uffe Gardel, [email protected]

I juni 2014 var godt 177.000 mennesker på kontanthjælp i Danmark. Fem år efter er det tal faldet til 125.633 mennesker, kunne  Danmarks Statistik fortælle onsdag morgen.

Det er det laveste antal kontanthjælpsmodtagere, vi har haft i landet siden januar 2009, da finanskrisen kom rullende, og faldet er endda sket, uden at kontanthjælpsmodtagernes jobparathed har ændret sig væsentligt; der er ikke tale om, at kommunerne nu “skraber bunden” og er ved at have fået de sidste jobparate ud i job. I juni 2014 var 23,5 procent af landets kontanthjælpsmodtagere jobparate, og i juni i år var den andel kun faldet en smule, nemlig til 20,4 procent. Kommunerne har dermed tilsyneladende været i stand til løbende at gøre ikke-aktiveringsparate klar til aktivering, og aktiveringsparate klar til job.

Den nu afsluttede femårsperiode er vigtig at se på, for det er formentlig de fem års højkonjunktur, som Danmark får i denne omgang.

I 2014 kom BNP-væksten for første gang efter finanskrisen igen over én procent, og i disse måneder kommer der flere og flere internationale tegn på, at højkonjunkturen er forbi. Tilsvarende er der også herhjemme en tydelig opbremsning i det tempo, hvormed antallet af kontanthjælpsmodtagere falder.  anden halvdel af 2018 lå antallet af kontanthjælpsmodtagere 13-14 procent lavere end de samme måneder i 2017, men år-til-år-faldet begyndte at tage af i dette forår og var i juni nede på 9,0 procent.

Store geografiske forskelle

Og hvordan har de fem års højkonjunktur påvirket kommunerne?

Ganske forskelligt, viser tallene. I Bornholm er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med over 53 procent fra juni 2014 til juni 2019, og faldet er næsten lige så stort i Solrød og Albertslund.

Også Lejre, Ishøj og Furesø har kunnet reducere antallet af kontanthjælpsmodtagere betydeligt. Uden for hovedstadsområdet finder man de bedste tal i den såkaldte udkant, nemlig Nordjylland – Brønderslev og Hjørring – og i Sønderjylland, nemlig Aabenraa kommune.

 

Nogle af de kommuner, som traditionelt har den største andel kontanthjælpsmodtagere, er nemlig også blandt dem, der har haft allersværest ved at få reduceet antallet af kontanthjælpsmodtagere: Læsø, Lolland, Guldborgsund og Vordingborg udgør den absolutte bagtrop her og har i løbet af de fem års højkonjunktur kun kunnet reducere antallet af kontanthjælpsmodtagere med mellem otte og 12 procent.

Ser man alene på det seneste års udvikling, springer to ting i øjnene:

De kommuner, som klarer sig bedst, ligger i et bælte omkring 40-60 kilometer fra København – fra Frederikssund i nord over Roskilde og ned til Faxe i syd, samt i Nordjylland og Vestjylland.

Til gengæld er tidligere års gunstige udvikling bremset kraftigt op andre steder og næsten gået i stå i nogle af kommunerne nord og vest for Århus, særligt i Randers og Viborg.