To kommuner med vidt forskellige vilkår har samme fald i borgere på beskæftigelsesydelser

(Arkiv) Gladsaxe har mange industriarbejdspladser og også PostNords distributionscenter. Det giver gode muligheder for job. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)

En bevidst politisk prioritering og investering i beskæftigelsesområdet. Sådan forklarer to kommuner med meget forskelligt udgangspunkt, at de har fået nedbragt den samlede andel borgere på beskæftigelsesydelser. 

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Gladsaxe og Svendborg kommuner har på et år haft et fald i den samlede andel borgere på beskæftigelsesydelser på hhv. 0,8 og 0,7 procent. Det er over ‘bagatelgrænsen’, sagde tidligere overvismand Torben M. Andersen til NB-Beskæftigelse forleden i denne artikel, hvor der også er tal for alle kommuner.

De to kommuner har meget forskellige vilkår og udgangspunkt. Som det ses nedenfor er 12 procent af borgerne i Gladsaxe 12 procent på beskæftigelsesydelser, mens Svendborg har 19 procent af borgerne på ydelserne. Kommunerne har også haft meget forskellig vækst, som det fremgår nederst i artiklen.

I begge kommuner er det en bevidst virksomhedsorientering, der har flyttet borgerne, lyder det. Se interviews nedenfor.

En meget bevidst prioritering

“Helt grundlæggende har der været en bevidst politisk prioritering fra 2016 og frem, hvor der er investeret i områderne hvert eneste år. Det høster vi effekterne af,” fortæller beskæftigelseschef i Gladsaxe Kommune Katrine Birk.

“På dagpenge handler det om, at vi i en længere periode har gjort rigtigt, rigtig meget for at blive endnu bedre for at få flere tilknyttet til arbejdsmarkedet. Vi samarbejder med A-kasserne og virksomhederne i Gladsaxe og omegn. Virksomheder i området skriger efter kvalificeret arbejdskraft og vi gør, hvad vi kan for at understøtte virksomhederne med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.”

Katrine Birk fremhæver, at Gladsaxe Kommune er med i to projekter i samarbejde med Den Sociale KapitalfondKickstarter og kst med social bundlinje.

“I Vækst med social bundlinje har Gladsaxe kommune bidraget med en delbetaling til fonden, der går til at betale for nogle af fondens forretningsudviklere, som har givet virksomhederne sparring om udvikling og vækst. Som en del af sparringen fortæller konsulenterne om inklusion af udsatte medarbejdere og vores borgere på kanten af arbejdsmarkedet får derfor mulighed for job.”

“Samarbejdet mellem virksomhederne og kommunerne er blevet meget mere professionelt og relationelt, fordi vi har fokus på at understøtte virksomhederne med deres drift og vækst, samtidig med at det jo skal handle om at få vores borgere i arbejde,” fortæller Gladsaxes beskæftigelseschef.

“Vi har relativt tidligt omlagt til en virksomhedsrettet indsats, hvor vi har ud over at skabe ordinære jobs, både har træningsforløb og skåneforløb. Vi tror på, at der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet. Så er der nogle, der skal have færre timer. Vi bruger flittigt praktikker og løntilskud, og vi ser i mange af vores praktikker, at få timer bliver til flere og flere timer. Vi har fokus på småjobs og kombinationer hvor borgerne får løn for nogle timer og er i praktik i andre. Vi arbejder på at få alle ud og givet dem en chanche. Det giver fællesskab og livskvalitet,” lyder det fra Katrine Birk.

Samarbejde mellem jobcentre på Fyn

“Vi havde jo et relativt højt udgangspunkt,” siger John Jensen, der bl.a. er arbejdsmarkedsdirektør i Svendborg Kommune. For budgettet 2019 besluttede kommunen at gøre en indsats for at få forsørgelsesudgifterne ned. Det er det, der slår igennem på tallene, der er opgjort for hhv. sidste halvår 2017 til første halvår 2018 og for samme periode i 2018 -og 19. De sidste tal er fra juni i år.

“Vi har meget bevidst arbejdet for at få ledige ud i virksomhederne,” siger direktøren.

Jobcentret i Svendborg Kommune indgår i et tværgående strategisk samarbejde med de øvrige jobcentre på Fyn, så de ledige også søger job længere væk, fortæller arbejdsmarkedschef Louise Berg.

“Vi har i samarbejde med virksomheder i Svendborg arbejdet med gode jobmatch og målrettet opkvalificering til virksomheder, der har brug for arbejdskraft.”

Når de ledige kommer i jobcentret, mødes de af medarbejdere, der er ivrige efter at få dem i arbejde.

“Vi taler bl.a. a-b-c strategier, hvor der er flere jobmuligheder i spil, – både ønskejobbet og noget, der er lidt længere væk,” fortæller Louise Berg.

Svendborg Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsudvalg har netop i august vedtaget en ny virksomhedstrategi.

“Den er lavet med hjælp og input fra erhvervslivet, så vi håber på at fastholde den gode udvikling,” lyder det fra arbejdsmarkedschefen.

Svendborg har været en del af Rekrutteringsservice Fyn siden 2017.

FAKTA:

Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum offentliggjorde i april en analyse af væksten i landets kommuner frem til 2017.

Af den fremgår det, at Gladsaxe Kommune havde en vækst på 1,4 procent af BNP per indbygger i perioden 1999-2008. Den var steget til 5,4 procent i perioden 2008-2017. Det placerer Gladsaxe som den kommune med tredjestørst stigning i væksten på i alt 4 procent.

Svendborg havde derimod en nedgang i BNP per indbygger. Fra 1,7 procents vækst fra 1999-2008 til -0,6 pct. i perioden 2008-2017. Det placerer Svendborg som nummer 83 ud af 94 kommuner med et fald i væksten på -2,3 procent.

NB: Af diskretionshensyn indgår de fire kommuner Fanø, Læsø, Samsø og Ærø ikke i Momentums analyse.