Guldalderens tværfaglighed genoplives

Del artiklen:
Christian Købke, Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro, 1838, SMK.
Hvordan kan samspillet mellem videnskab, kunst og tænkning i guldalderen inspirere os i dag? spørger Statens Museum for Kunst, når museet puster liv i en gammel guldaldertradition og inviterer til tværfaglige samtaler inden for økonomi, litteratur og naturvidenskab i København og Thy.

Lene Vind, [email protected]

Guldalderen er kendt som en tid, der fostrede nogle af Danmarks største kulturelle skikkelser: Grundtvig, Eckersberg, Oehlenschläger og Ørsted, og som en tid hvor de mødtes og inspirerede hinanden på kryds og tværs af deres forskellige fagområder. De mødtes i faglige diskussioner i Københavns gader eller i særlige saloner, der netop havde til formål at skabe grobund og rammer for de tværfaglige udvekslinger.

I anledning af SMK’s store efterårsudstilling “Dansk Guldalder – Verdenskunst mellem to katastrofer” genopliver museet nu guldalderens saloner. Det sker i samarbejde med salonværtinderne Helle Solvang og Nadja Pass, der står bag konceptet “Guldalderudforskningen”, hvor 12 af nutidens toneangivende stemmer er inviteret til at undersøge guldalderen ud fra hver deres fagspecifikke udgangspunkt.

De 12 har alle en stor viden inden for hvert sit felt og kan derfor være med til at nuancere samtalerne om guldalderen og om vores samtid. Blandt deltagerne er skuespiller Thure Lindhardt, forfatter Sigurd Hartkorn Plaetner, astronom Anja C. Andersen og økonom Inge Røpke.

Udforskningen kulminerer med et stort arrangement i SMK Thy den 24.-26. september, hvor de 12 deltagere skal reflektere, diskutere og dykke ned i guldalderperioden sammen med SMK’s guldaldereksperter. Her afholdes også en åben samtalesalon, hvor alle inviteres til at deltage i udforskningen sammen med eksperterne.

Nye perspektiver i samfundsdebatten

Guldalderudforskningen er født ud af SMK’s nysgerrighed og er først og fremmest et eksperiment, der skal gøre museet (og resten af Danmark) klogere på guldalderen og ikke mindst på vores egen tid.

Hvordan kan samspillet mellem naturvidenskab, kunst og tænkning i guldalderen inspirere os i dag? Hvilke tanker og idéer opstår, hvis vi tager os tid til at mødes på tværs af fagområder? Og hvordan kan vi stimulere en lignende opblomstring i kunsten og kulturen i dag? Det er blandt andet de spørgsmål, der ligger til grund for udforskningen.

Forhåbningen er, at nogle af de tanker og idéer, der opstår i løbet af eksperimentet, vil forplante sig hos de 12 eksperter og give stof til nye perspektiver og nuancer i samfundsdebatten.

”Guldalderudforskningen er en øvelse i at se på kunsten med andre faglige øjne end vores egne. De 12 deltagere har alle betydning for, hvad vi taler om i nutidens Danmark, og forhåbentlig vil eksperimentet afføde nogle interessante samtaler, som kan sprede sig til resten af samfundet,” siger Berit Anne Larsen, formidlingschef på SMK.

De øvrige deltagere er:

  • Katrine Frøkjær Baunvig, leder af Grundtvig Centeret
  • Ulrik Bülow, erhvervsmand
  • Isabel Ahm, møbeldesigner
  • Gry Worre Hallberg, performancekunstner og medstifter af Sisters Academy
  • Svend Brodersen, landmand og godsejer, Gram Slot
  • Philip Hahn-Petersen, grundlægger af bevægelsen Vild Med Vilje
  • Mikkel Bogh, direktør SMK

Kilde: Statens Museum for Kunst.