Assens kræver KMF rullet helt tilbage

Del artiklen:
Borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen, kræver kompensation for kommunens tab på den kommunale medfinansiering (KMF). Foto: Kasper Orthmann Andersen | www.kafoto.dk
Staten skal kompensere de kommuner, som taber store beløb på datarodet i det såkaldte landspatientregister, der styrer fordelingen af en årlig regning på 23 milliarder kroner. Kravet kommer fra Assens Kommune, der taber 17 millioner om året.

Af Arne Ullum, [email protected]

Assens Kommune kræver kompensation for kommunens tab på den kommunale medfinansiering (KMF). Kravet kommer efter det står klart, at KMF’en heller ikke i 2020 kan beregnes på baggrund af de reelle data, men blot opkræves efter kommunernes budgetterede udgift i 2019.

Det har ifølge en opgørelse kostet Assens Kommune 17 millioner kroner om året svarende til 34 millioner kroner i 2018 og 2019 og med den seneste udskydelse af et nyt og mere præcist system på grund af dataproblemer, vil kommunen tabe yderligere 17 millioner i 2020.

“Jeg kan jo godt høre på ministerens melding, at landspatientregisteret ikke kommer op at køre foreløbigt, og derfor må man stoppe blødningen i de kommuner, som er blevet straffet af det. Man har før givet kompensation på andre områder som eksempelvis for de kommuner, som tabte penge på nye data om udlændinges uddannelse,” siger Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens.

Han vil ikke tage stilling til, om regeringen skal tage pengene fra de kommuner, som har vundet på ordningen eller blot give pengene ekstra, som det er sket i de andre kompensationssager.

Assens Kommune har skrevet et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke (S), og her skriver kommunen blandt andet, at “finansieringen af denne merudgift er fundet ved at reducere andre områder blandt andet indenfor den samlede velfærd.”

Assens Kommune påpeger i brevet, at kommuner, der som Assens har budgetteret forsigtigt, lider store tab, fordi afregningen styres af budgettet, mens andre kommuner ifølge Assens tjener på det.

“Fastfrysningen til kommunernes individuelle budgetter for 2019 betyder, at andre kommuner, som ikke har budgetteret realistisk i forhold til udgifter til den kommunale medfinansiering, men derimod har budgetteret med lavere udgifter end det af KL udmeldte skøn, vinder på fastfrysningen.