FAKTA: Gymnasiets forvirrende adgangskrav

Del artiklen:
Med gymnasiereformen fra 2016 blev kravene til de faglige forudsætninger for at blive vurderet uddannelsesparat til en treårig gymnasial uddannelse skærpet. Billede er et arkivbillede fra en terminsprøve i matematik for 2. g på Borupgaard Gymnasium.
Fotograf: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Den 3. juni 2016 indgik Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, SF og De Konservative en aftale om styrkede gymnasiale uddannelser.

Med gymnasiereformen blev kravene til de faglige forudsætninger for at blive vurderet uddannelsesparat til en treårig gymnasial uddannelse skærpet.

De er dog så komplekse, at det er svært for eleverne at forstå dem, og lærere og vejledere har problemer med at vejlede efter dem, konkluderer en evaluering.

Læs op optagelseskravene her:

* Karakterkrav

For at en elev opfylder de faglige forudsætninger for at komme på gymnasiet skal gennemsnittet af ansøgerens seneste standpunktskarakterer være mindst 5, hvis man søger hhx, htx eller stx.

Gennemsnittet skal være mindst 4, hvis man søger hf

Hvis en ansøger ikke opfylder betingelserne for at være uddannelsesparat i forhold til enten de personlige, sociale eller faglige forudsætninger, så kan man alligevel blive optaget, hvis man får mindst 6,0 i gennemsnit i de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.

* Uddannelsesparat

Vurderingen af uddannelsesparathed er en helhedsvurdering af en ansøgers personlige, faglige og sociale forudsætninger for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Det er en proces, der starter i 8. klasse.

Når man har afsluttet 9. eller 10. klasse får man sine afsluttende standpunktskarakterer, og skolerne kan lave den endelige uddannelsesparathedsvurdering.

* Optagelsesprøve

Hvis en ansøger ikke opfylder adgangskravene til de treårige gymnasiale uddannelser, har man mulighed for at blive optaget på baggrund af en optagelsesprøve og optagelsessamtale.

Det gælder blandt andet også elever, der har gået på en prøvefriskole eller har gået i en 10. klasse, hvor der ikke er givet karakterer.

Optagelsesprøven er en skriftlig prøve, der varer fire timer. Der er opgaver inden for fagene dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Optagelsessamtalen afholdes, når resultatet af optagelsesprøven er klar.

Kilder: Uddannelsesguiden og “Evaluering af implementering af nye adgangskrav og optagelsesproces til de gymnasiale uddannelser i 2019”.

/ritzau/