11,7 procent flere elever kan ikke følge normal undervisning

Del artiklen:
Andelen af elever, som ikke er inkluderet i folkeskolen og derfor modtager undervisning i specialklasser eller på specialskoler, er steget kraftigt, siden den daværende regering og KL droppede en målsætning om 96 procent inklusion. Se tal for alle kommuner her.

Af ArneUllum, [email protected]

Andelen af elever, som tages ud af folkeskolens normale klasseundervisning for enten at gå i specialklasser eller på specialskoler, stiger kraftigt. På bare tre år fra 2015 er andelen af segregerede elever steget fra 4,77 til 5,33 procent, hvilket svarer til en stigning på 2.446 elever eller 11,7 procent. Det viser nye data fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkenhed.

Dermed er andelen af elever, som er segregeret fra folkeskolen, tilbage på niveauet i 2012, da KL og den daværende S-ledede regering aftalte, at man skulle stræbe efter at inkludere 96 procent af elever i folkeskolen. Målsætningen blev efter megen kritik afskaffet i 2016.

Der er ifølge de nye data markante forskelle på udviklingen i de enkelte kommuner, og derfor har benchmarkedenheden besluttet at iværksætte en større undersøgelse. Overordnet set peger benchmarkenheden på, at “tendensen til at en større andel af børn og unge får en psykiatrisk diagnose […] kan have været med til at lægge et pres på kommunerne for at tage flere børn ud af den almindelige undervisning.”

Der kan være flere forklaringer på, at andelen af segregerede elever afviger så meget mellem kommunerne og udvikler sig så forskelligt.

  • En del af spredningen i inklusionsprocenten på tværs af kommunerne skyldes formentlig, at der er stor variation i, hvordan kommunerne organiserer skoleområdet. Dertil kommer væsentlige forskelle i den lokale praksis for, hvornår en elev visiteres til et segregeret tilbud.
  • Det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, at en del af spredningen i inklusionsgraden også skyldes, at der er betydelige forskelle på elevernes socioøkonomiske baggrund på tværs af kommunerne.

Store forskelle i andelen, som er segregeret

Analysen viser samtidig, at der er bemærkelsesværdige store forskelle på, hvor stor en del af eleverne i de enkelte kommuner, som er segregerede – også hvis man sammenligner kommuner, som umiddelbart ligner hinanden. Benchmarkenheden håber, at den nye og større analyse vil kaste et bedre lys over årsagen til de store forskelle.