Udgifter til førtidspension stiger med 1,5 milliarder i 2020

Del artiklen:
(ARKIV) I takt med at folkepensionsalderen stiger, vil stadig flere førtidspensionister få forlænget deres ydelse. Det koster 1,5 mia kroner ekstra i 2020, viser tal fra økonomiaftalen mellem KL og regeringen (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Udgiften til førtidspensioner forventes at stige med 1,5 milliarder kroner i 2020. Det fremgår af et baggrundspapir til den økonomiaftale, der for nylig blev indgået mellem kommunerne og regeringen. Med den stadig stigende folkepensionsalder vil også udgifterne til forlængede førtidspensioner blive ved med at stige.

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

Der er ikke udsigt til færre overførselsudgifter i de kommende år. Det skyldes, at udgifterne til førtidspension stiger hvert år frem til 2022, fordi ældre på førtidspensionen bliver længere på ydelse, i takt med at folkepensionsalderen stiger. Se også aktuelle tal fra Danmarks Statistik.

Der er i 2020 afsat i alt 1,5 milliarder kroner mere til udgifter til borgere på førtidspension end i 2019. I 2019 forventes udgiften at blive 1,1 milliarder større end i 2018, før folkepensionsalderen begyndte at stige, og førtidspensionister fik forlænget deres pension. Det fremgår af en tabel over overførselsskønnet, som indgik i KL’s og regeringens økonomiaftale for 2020.

Udover stigningen, der skyldes den senere folkepension, forventes også nytildelinger at stige i 2020. Se her, hvordan stigningen har været i visiteringer til førtidspension efter ressourceforløb.

Udgifterne til en længere førtidspension vil fortsætte med at stige i takt med den senere folkepension.

Folkepensionsalderen steg fra 65 til 65½ år 1. januar 2019. Den stiger med et halvt år frem til 2022, hvor den er 67 år. Først i 2030 stiger den igen, her til 68. Se mere i STARs oversigt.