Kommuner er i gang med hovedrengøring i folkeregistret

Del artiklen:

Senest 1. oktober skal kommunerne have styr på registrering af udlændinge i deres folkeregister. NB-Økonomi har derfor kontaktet en række kommuner, og spurgt ind til arbejdet.

Skrevet af Alexander Stangeby[email protected]

Når september bliver til oktober, er det ikke bare morgenerne, der bliver mørkere, men også den økonomiske horisont for de kommuner, der ikke har fået styr på deres folkeregister.

Siden social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) sendte et svar til Morten Messerschmidt (DF) via Social- og Indenrigsudvalget, efter et spørgsmål om overregistrering i CPR-systemet, er kommunerne blevet pålagt et yderligere pres, da ministeren har lagt op til nye sanktioner.

I den forbindelse har NB-Økonomi spurgt en række kommuner, der før har haft problemer med at gennemgå deres folkeregister for udrejste udlændinge.

En af kommunerne er Middelfart. Her har man gennemført en kontrol i perioden 1. juni 2018 til 31. august 2019. I den kontrol fandt man 130 udrejste udlændinge, hvilket svarer til ca. 5,5 procent af kommunens udenlandske statsborgere. I den forbindelse har man ændret procedurer ved indrejse, der gør, at kommunen automatisk modtager ændringer, når der løbende følges op på opholdsstatus.

Leder efter effektiv metode

Himmerland Kommune har også haft problemer. Her har man sendt 103 sager til behandling – af dem regner man med at registrere omkring 75 af dem som udsendte, når sagsbehandlingerne er færdig.
I forbindelse med CPR-oprydningen har kommunen ændret arbejdsgange, etableret kontakt til arbejdsgivere, og man er i gang med at lede efter en mere effektiv måde, som opfylder kravene om kvartalsvis kontrol, skriver Himmerland Kommune i en mail til NB-Økonomi.

Haderslev er også i samme gruppe. Her fortæller borgerservicechef Anne-Mette Faurholm, at man her er i gang med at lave en opfølgning, og at man undersøger, om man kan gøre opfølgningen automatisk – som f.eks. Ringkøbing-Skjern Kommune har gjort det. Haderslev Kommune har dog ikke nævnt, hvor mange man har registreret som udsendt, men siger, at kommunen er i mål i forhold til ministerens frist.

Frederikshavn Kommune har også haft udfordringer på området. Centerchef for Bibliotek og Borgerservice, Anette Ravnholt, siger, at man har indført et nyt systematisk tiltag, hvor der kvartalsvist kommer en liste over indkomst og bopæl, der bliver gennemgået. Det har medført, at kommunen indtil videre har fundet 17 udrejste udlændinge. Samtidigt undersøges det, hvordan man kan opdage sagerne hurtigere – for eksempel ved yderligere interne påmindelser ved forskellige sagstyper.

Baggrund: Sagen om CPR-registrene

CPR-sagerne opstod, efter at nogle kommuner var gået til pressen og beskyldt hinanden for at tilrettelægge deres administration efter tilskuds- og udligningssystemet. 

Det medførte, at tidligere økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) udsendte to breve til henholdsvis kommunerne og borgmestrene, hvor man bl.a gennemgik en kortlægning af kommunernes praksis på CPR-området. 

I kortlægningen blev kommunerne opfordret til at sikre korrekte oplysninger i deres CPR-registre. Det kom samtidigt frem, at problemet primært handlede om udenlandske studerende og arbejdstagere med korte ophold i Danmark – noget som ifølge brevet kunne løses ved, at man indsatte en fremtidig udrejsedato ved indrejse. 
Det er et værktøj, der allerede eksisterer, men som ikke alle kommuner har valgt at benytte sig af. Samtidigt er der tegn på, at kontrolgraden af bopælsregistreringer ikke skyldes økonomiske årsager, men derimod politisk og ledelsesmæssig opbakning – eller mangel på samme i kommunerne.