Astrid Krag er utilfreds med kommuners tavshed

Del artiklen:
12 kommuner manglede stadigvæk at svare inden deadline på Social- og Indenrigsministeriets henvendelse om rod i cpr-registrene. Det har fået ministeren op af stolen.

Skrevet af Alexander Stangeby[email protected]

12 kommuner har ignoreret at give en tilbagemelding på cpr-opfølgningen, selv om deadline var 1. oktober. Det fortæller Social- og Indenrigsministeriet til NB-Økonomi. 

Det på trods af, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har truet med nye initiativer, hvis kommunerne ikke havde styr på deres folkeregistre inden deadline. Det kom frem allerede i sommer efter et spørgsmål fra Social- og Indenrigsudvalget, der var stillet på vegne af Morten Messerschmidt (DF).

Ifølge ministeriets svar til NB-Økonomi er der stadigvæk 12 kommuner, der mangler at svare, selv om deadline var for en uge siden – og Astrid Krag er derfor også en utilfreds minister.

“Jeg er bestemt ikke tilfreds med, at vi mangler svar fra nogle kommuner. Ministeriet kontaktede de pågældende i fredags. Jeg forventer på den baggrund, at de sidste kommuner får bragt tingene i orden.  For vi skal kunne stole på, at bopælsregistreringen i cpr-registret er opdateret. Det afhænger mange samfundsopgaver af. Vi kan for eksempel ikke acceptere, hvis personer, der er flyttet fra Danmark og derfor skal være registreret som udrejst i cpr, alligevel kan bruge deres gule sundhedskort til at få adgang til lægehjælp og andre velfærdsydelser. Når jeg senest 23. oktober har et samlet overblik, sender jeg en status til spørgeren og Social- og Indenrigsudvalget.”

Social- og Indenrigsministeriet har ikke nævnt, hvilke kommuner der stadigvæk manglede at indgive svar

Cpr-sagen tog sin begyndelse i april, hvor den daværende økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) skrev til landets kommuner og borgmestre. Her blev de opfordret til at skærpe deres cpr-kontrol og som minimum at gennemgå deres folkeregistre for udrejste udlændinge minimum en gang hver tredje måned.