Stort kulturprojekt for børn bliver droppet

Del artiklen:
Fyrtårnsprojektet ‘Kend dit land’ for landets 4. klasser, som blev sat på skinner af fire ministre i den tidligere regering, er ikke med i regeringens finanslovsforslag.

Skrevet af Lene Vind[email protected]

Der var afsat 72,9 millioner kroner på finansloven under den forrige regering til projektet ‘Kend dit land’, som skulle sende tusindvis af elever i 4. klasse ud på en mini-dannelsesrejse gennem Danmark. 

Bag ‘fyrtårnsprojektet’, som det blev kaldt, stod de tidligere ministre Mette Bock, Mai Mercado, Merete Riisager og Jakob Ellemann-Jensen.

Dannelsesrejsen blev afprøvet som pilotprojekt i 2018, hvor 3.000 elever fra ni kommuner var på tur, og forventningen var, at over 8000 børn fra 55 skoler i alle egne af Danmark skulle på rejse i skoleåret 2019/2020. Men noget tyder på, at rejsen stopper nu. På hjemmesiden kendditland.dk står der nu at læse:

“Den 02.10.2019 offentliggjorde den nuværende regering finanslovudspillet for 2020. Heraf fremgår det, at Kend dit land ikke bliver slået op som pulje i 2020 eller de efterfølgende år. Det forventes, at finansloven for 2020 senest bliver vedtaget ved udgangen af 2019.” 

Planlagte dannelsesrejser bliver gennemført

Når finansieringen af projektet er taget ud af finansloven, må det formodentlig betyde, at der i det nuværende koncept ikke bliver flere ture til Vadehavet, hovedstadens store kulturinstitutioner, nordjyske fiskelejer, fynske landsbyer eller økologiske landbrug på Langeland, som ellers var en del indholdet i dannelsesrejserne.
Kulturen på P1 har også omtalt det kuldsejlede projekt både onsdag og torsdag i Kulturen på P1 og interviewet tidligere kulturminister Mette Bock, som ærger sig over, at projektet ser ud til at nå endestationen.

“Ja, det synes jeg jo er meget ærgerligt, at man går ind og sparer der, hvor man kan få rigtig mange børn afsted,” siger Mette Bock i P1. 

Skoleleder Morten Kirk Jensen fra Billund Skole medvirker også i P1’s udsendelse onsdag og han ærgrer sig også. Han har været meget glad for projektet, og han vil bringe de gode oplevelser med sig, når skolen planlægger rejser og lejrskoler.

Som det ser ud nu, vil de planlagte dannelsesrejser i dette skoleår blive gennemført.