Global recession vil ramme Jylland hårdere end København

Del artiklen:
Jyske kommuner rammes meget hårdere end hovedstadsområdet, når konjunkturerne vender. Jyderne bliver ofte ramt af fire uheldige forhold.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

Mange jyske kommuner vil blive markant hårdere ramt af en global recession end resten af Danmark. Det skyldes, at virksomhederne er markant mere afhængige af eksport, og samtidig er der en tendens til, at flere borgere arbejder i lokale virksomheder, samtidig med at de jyske kommuner har færre offentlige ansatte.

Det viser en analyse fra Dansk Erhverv.

Dertil kommer, at de store brancher i Jylland er mere konjunkturfølsomme, siger cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

“Når vi kigger på jyske kommuner, så er det i høj grad handel samt maskin- og tekstilindustrien, der fylder meget, og det er historisk meget konjunkturfølsomme brancher. Derfor er de mere sårbare. Kigger man omvendt på erhvervssammensætningen i og omkring de store byer, herunder særligt København, så kan vi se, at det i særdeleshed er medicinalindustrien, der fylder meget sammen med rådgivning, hotel og rengøring. Det er brancher, som historisk har mindre følsomhed overfor de globale konjunkturer. Det trækker i retning af, at de jyske kommuner fremstår mere sårbare,” siger han.

Her er top ti og mest udsatte kommuner

Hvis man alene ser på eksportandelen, andel af pendlere til kommunen samt andel af privatansatte, så har Dansk Erhverv identificeret 10 kommuner, som forventeligt vil blive hårdest ramt af en global nedtur.

Tore Stramer pointerer, at en kommende økonomisk krise for Danmarks vedkommende denne gang vil være udløst af problemer i udlandet, og dermed først og fremmest vil ramme eksporten. Den seneste økonomiske krise var i høj grad præget af indenlandske forhold, som fik forbruget til at bremse op.

null

Derfor er lav pendling skidt
En række jyske kommuner med høj eksportandel bliver ifølge analysen mere sårbare, fordi en meget stor del af kommunens borgere arbejder på de lokale virksomheder.

“I eksempelvis Sønderborg er der meget lav andel, som pendler til kommunen. Langt de fleste bor og arbejder indenfor kommunegrænsen, og dermed er kommunen mere sårbar over for et fald i eksporten.  Dertil kommer, at Sønderborg har en relativ lav andel af offentligt ansatte sammenlignet med storbykommunerne, og jobsikkerheden i den offentlige sektor har været større, fordi den er mindre sårbar over for en vending i konjunkturerne,” siger Tore Stramer.


Rammer ikke kun medarbejdere i eksportvirksomhederne

Problemet for områder med mange eksportvirksomheder er desuden, at en række andre virksomheder typisk i servicebranchen er afhængige af dem. Dansk Erhverv har set på effekten af en nedgang i eksporten for hele landet.

“Konkret vil en nedgang i væksten på vores eksportmarkeder på to procentpoint give anledning til et umiddelbart fald i eksporten på 24 mia. kr. og et tab af knap 11.000 fuldtidsstillinger. Jobtabet vil med 6.400 fuldtidsstillinger være størst i servicesektoren, mens jobtabet i industrien vil løbe op i 3.300 fuldtidsstillinger. Det belyser, at mange servicevirksomheder både direkte og indirekte, som støtteerhverv, har en stor tilknytning til eksporten. Det er et betydeligt negativt stød, der alene vil kunne sende dansk økonomi i recession,” hedder det i analysen.