Kommuner øger samlet skatterne og straffes igen

Del artiklen:
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kalder det ærgerligt, at kommunerne ikke har kunnet blive enige med hinanden om at overholde aftalen om ikke at hæve skatterne i 2020. (Arkivfoto)
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kalder det ærgerligt, at kommunerne ikke har kunnet blive enige med hinanden om at overholde aftalen om ikke at hæve skatterne i 2020. (Arkivfoto) - Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
Kommunerne øger samlet skatterne grundet uvished med udsigt til en ny udligningsreform, der skal omfordele.

Skrevet af Ritzau[email protected]

Kommunerne øger skatterne med 293 millioner kroner i 2020, hvilket svarer til en stigning på 0,1 procent.

 Dermed overholder kommunerne ikke økonomiaftalen, og de kan se frem til at modtage en økonomisk straf, oplyser Social- og indenrigsministeriet.

 – Det er ærgerligt, at kommunerne ikke har kunnet blive enige med hinanden om at overholde aftalen. Bloktilskuddet bliver nedsat svarende til overskridelsen, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i en skriftlig kommentar.

 I alt hæver ti kommuner skatten med i alt 304 millioner kroner, mens fem kommuner har sænket skatten med i alt 11 millioner kroner.

 – Det skal understreges, at der fortsat vil være de samme penge i kommunerne til at levere den velfærd til borgerne, som vi har aftalt. Modregningen ændrer ikke ved, at vi har givet det største løft af kommunernes økonomi i flere år, siger Astrid Krag.

 Kommunernes Landsforening, KL, håbede, at kommunerne var i stand til at overholde aftalen, men det har ikke været muligt.

 – Der er så stor usikkerhed om kommunernes økonomi på den lidt længere bane, at utrolig få kommuner har turde sætte skatten ned, siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.

 I alt øger ti kommuner skatten med 304 millioner kroner, mens fem kommuner har sænket skatten med i alt 11 millioner kroner.

 I budgetaftalen for 2020 havde regeringen aftalt med KL, at kommunerne ville arbejde for, at skatten ikke skulle stige samlet.

 – Vi venter stadig på en udligningsreform, og før vi kender resultatet af den, er det umådelig svært at vurdere, hvad man reelt kan regne med at have i kommunekassen, siger Jacob Bundsgaard.

 En ny udligningsreform skal være på plads inden kommunalvalget i 2021, har regeringen oplyst. Den går ud på, at kommunerne tvinges til at omfordele midler fra rige til fattige kommuner.

 På grund af folketingsvalget har kommunerne i år kun haft 41 dage til at få budgetprocessen på plads. Han tilføjer, at den korte tidsfrist “naturligvis ikke” har gjort opgaven lettere.

 Den Venstre-ledede kommune Kolding øger skatterne med 0,5 procentpoint, hvilket er højest.

 /ritzau/