Medie: Regeringen vil hjælpe 1600 støjramte F-35-naboer

Del artiklen:
Regeringen vil hjælpe naboer til Fighter Wing Skrydstrup i Sønderjylland, som kan vente øget støj, når de nye F-35-fly tages i brug. (Arkivfoto).
Fotograf: Håkon Mosvold Larsen/Ritzau Scanpix

Regeringen er ifølge DR Nyheder klar til at bruge 230 millioner kroner til at kompensere naboerne til de kommende F-35-fly i Skrydstrup.

Det fremgår af et udkast til en aftale, som mediet er kommet i besiddelse af.

Regeringen vil med det afsatte beløb kunne kompensere 1600 naboer, som rammes af støj fra de 27 nye kampfly på basen Fighter Wing Skrydstrup.

Det er ifølge DR Nyheder en markant udvidelse af hjælpen til støjramte naboer sammenlignet med den tidligere VLAK-regerings udspil.

Den daværende regering lagde op til at bruge 30 millioner på en kompensationsordning.

Ifølge udkastet vil hjælpen være målrettet boliger i to zoner.

Boligerne i den røde zone ligger tættest på flyvestationen, og her vil 117 ejendomme ifølge udkastet kunne få del i hjælpen.

Beboerne i denne zone kan enten vælge at få kompensation i form af støjisolering eller vælge at lade deres ejendomme opkøbe.

Tilbuddet vil gælde i ti år.

Den gule zone omfatter cirka 1500 boliger i et større område omkring flyvestationen. Her vil beboerne blive tilbudt støjisolering.

Aftalen om hjælpen til de støjramte naboer er endnu ikke forhandlet helt på plads.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Bent Bøgsted, er overordnet set tilfreds med det foreliggende aftaleudkast.

– I forhold til hvad den tidligere regering lagde frem, så er det en kraftig forbedring.

– Det område, hvor der ydes erstatning, er udvidet væsentligt, og det er positivt, siger Bent Bøgsted til Ritzau.

Der er dog ifølge forsvarsordføreren også plads til forbedringer.

– Der er blandt andet nogle hjørner ved Skrydstrup og nogle andre småbyer, som vi skal have set nærmere på.

– Og så skal vi have set nærmere på, hvordan og hvorledes den her kompensation skal udbetales. Det er vi heller ikke helt enige om, siger Bent Bøgsted.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har over for DR Nyheder ikke ønsket at udtale sig om indholdet af aftaleudkastet.

– Vi er i fuld gang med arbejdet med at aftale en støjkompensationsmodel til gavn for naboerne. Men vi er ikke færdige endnu. I regeringen har vi gjort os meget umage for at finde en fair model.

– Jeg synes ikke, at det er ordentligt, at borgerne skal læse om brudstykker lækket i pressen, skriver hun i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Der er afsat 20 milliarder til indkøb og drift af de nye F-35-kampfly, som ventes indfaset i det danske flyvevåben i årene 2021 til 2026.

/ritzau/