KL siger nej til seniorpensionen: ‘Politisk makværk’

Del artiklen:
KL's formand Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
KL's formand Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus (S). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kommunerne smider en politisk bombe og nægter at administrere seniorpensionen, indtil ATP kan overtage. KL blev orienteret om landspolitikernes aftale gennem medierne.

Skrevet af Uffe Gardel[email protected]

Forligspartierne bag seniorpensionen havde gjort regning uden vært, da de mandag aftalte at lade kommunerne stå for ordningen rent midlertidigt – simpelt hen for at kunne få den i gang fra nytår.

Den opgave hverken vil eller kan kommunerne nemlig påtage sig.

”Vi siger tak, men nej tak,” siger KL’s formand, Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S).

”Vi synes, det er den værste af alle verdener, man er lykkedes med at lande på. Det er grundlæggende noget politisk makværk, dette her.”

KL blev ikke orienteret mandag om politikernes planer, hverken før eller efter aftalen. Man hørte først om den, da medierne ringede for at få en kommentar.

 ”Vi hørte først om det, da det blev offentliggjort, og man udtalte sig til pressen, hvilket også må siges at være noget usædvanligt,” siger Bundsgaard.

”Det har været en meget rodet proces, og man kan godt være bekymret for, at motivet ikke har været at finde en god løsning, men mere noget christiansborgfnidder.”

Intet nyt fra regeringen

KL har tirsdag aften stadig ikke hørt fra regeringen.

”Vi har ikke hørt noget fra ministeriet endnu. Der har været kontakt på embedsmandsplan, men ikke nogen dialog på politisk niveau,” siger KL-formanden.

Han afviser dog, at kommunernes ”nej” er udtryk for fornærmelse.

”Nej, vi er ikke fornærmede, men dette er ikke en rimelig måde at behandle kommunernes medarbejdere på – at bede dem løse en opgave i relativt få måneder, og med alt for kort tid til at forberede sig, for så efterfølgende at tage opgaven fra os igen.”

“Tænk på, at vi risikerer at skulle rekruttere medarbejde til en opgave, man i øvrigt ikke tror på, at vi kan løse, og som vi så risikerer at skulle til at fyre igen bagefter. Det er svært at rekruttere og motivere medarbejdere med de signaler, der er blevet sendt, og den ramme, der er givet.”

Folketinget kan tvinge os

Jacob Bundsgaard erkender, at Folketinget som lovgiver i sidste ende kan tvinge kommunerne til at udføre opgaven. Men KL tror ikke, at det overhovedet vil være muligt at komme i gang til nytår.

”Det er en nærmest umulig opgave. Der skal vedtages en lov og skrives lovbemærkninger og udstedes cirkulære, og hvad ved jeg. Og hvis vi skal påtage os en ny opgave, er vi nødt til at kende alle detaljerne, så vi kan opbygge den kapacitet og kompetence, der skal til for at løse opgaven. Det er vanskeligt at forestille sig, at man kan nå det til 1. januar, men hvis man tvinger os, så vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan.”

Partierne bag den forårets aftale om seniorpension – Venstre, Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance – har kritiseret kommunernes administration af den hidtidige seniorførtidspension, og de har derfor ikke ønsket, at kommunerne skulle stå for seniorpensionen. 

”Jeg er ærgerlig over, at der bliver en overgangsfase, hvor kommunerne skal stå for afgørelserne,” sagde den radikale leder, Morten Østergaard, så sent som mandag aften efter den nye aftale.

Kritikken af kommunerne har været, at de kun tildelte seniorførtidspension til få personer, fordi de selv skulle betale størsteparten af udgifterne.

Som tidligere beskrevet i NB-Økonomi er situationen dog den, at mere end ni ud af ti ansøgere om seniorførtidspension får ja af deres kommune, mens kommunerne omvendt vinder tre ud af fire ankesager anlagt af dem, som har fået nej.

Læs også:
Bundsgaard: Det er stadig os som skal sende folk videre til ny pensionsmyndighed