Fem kommuner får del i udligningspulje for fald i folketal – to ryger ud

Del artiklen:
Fem kommuner har oplevet så stort et fald i folketallet på grund af dødsfald og flytninger, at de nu kommer ind under kriteriet for faldende folketal.
Fem kommuner har oplevet så stort et fald i folketallet på grund af dødsfald og flytninger, at de nu kommer ind under kriteriet for faldende folketal. - Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Fire provinskommuner og en hovedstadskommune får del i udligningspulje for faldende folketal – to hovedstadskommuner vil ifølge seneste folketal ryge ud.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

Folketallene i en række kommune har udvist markante fald de seneste to år, og det betyder at fem kommuner har udsigt til at få del i en samlet udligningspulje på over to milliarder kroner, når udligningen for 2021 skal fordeles næste sommer. Det er Albertslund, Kalundborg, Vordingborg, Assens og Aabenraa kommuner.

Til gengæld må to velhavende hovedstadskommuner Frederiksberg og Ballerup indstille sig på, at de i 2021 mister de penge, som de i 2020 modtager i udligning på grund af fald i folketallet. Det viser en gennemgang af de seneste folketal fra Danmarks Statistik, som har medført markante ændringer.

En del af forklaringen på de store udsving er formentlig den ekstraordinære oprydning i cpr-registrene efter spøgelsesborgere. Frederiksberg kom således ind i ordningen på grund af en stor oprydning i 2017 og 2018, men nu opvejes den effekt af et underliggende svagt stigende folketal i kommunen.

Modsat har Albertslund, Vordingborg og Kalundborg haft markant flere efterregistreringer af udvandringer de seneste to år, og en del af faldet kan derfor skyldes en ekstraordinær oprydning i folkeregisteret.

En del andre kommuner afslutter formentlig først den ekstraordinære kontrol i fjerde  kvartal, og derfor kan flere kommuner pludseligt kvalificere sig til ordningen.

Udløser formentlig mellem 61.000 og 93.000 kr. pr. mistet borger

Inden champagnepropperne springer på borgmesterkontorene i de fem kommuner, som kommer ind i ordningen, så er der flere forhold, som skal tages med i betragtning.

For det første er ovenstående baseret på folketallene fra primo fjerde kvartal 2019 og udligningen beregnes efter folketallene primo første kvartal 2020. Derudover skal tallene justeres for borgere, som bor i en anden kommune end deres betalingskommune. Umiddelbart er der ikke noget som indikerer store ændringer, men selv små ændringer kan give store udsving.

I opgørelsen over udviklingen fem år tilbage har vi sammenlignet med fjerde kvartal 2014, og derfor vil kommunens endelige tal blive påvirket både af udviklingen fra fjerde kvartal til første i 2014 og 2019.

For toårsopgørelsen har vi brugt udviklingen fra primo første kvartal 2018 til primo fjerde kvartal 2019 fordi den dobbelte usikkerhed kan påvirke tallene over to år relativt kraftigt.

Det andet forbehold drejer sig om, at ordningen med udligning for faldende folketal står meget højt på listen over forhold, som det særlige Finansieringsudvalg anbefaler regeringen at ændre i forbindelse med en reform af den kommunale udligning.

Sidst udvalget kom med en rapport forud for de skibbrudne forhandlinger om en udligningsreform i 2018 foreslog udvalget, at kriterieværdien – altså det udgiftsbehov hvert hit udløser – skulle sættes ned til 100.000 kroner.

Sker det, vil hver mistet borger udløse cirka 93.000 kroner ekstra i kommunal udligning for provinskommunerne og cirka 61.000 for Albertslund. Årsagen til forskellen mellem hovedstadskommuner og provinskommuner er, at faldende folketal kun medregnes i landudligningen (og dermed også i tilskud til kommuner med højt strukturelt underskud), men ikke i hovedstadsudligningen.

Gevinsten kan blive større end tallene antyder

Reglerne for opgørelsen af udligningen for faldende folketal er relativt komplicerede, fordi kriteriet udløses efter summen af de samlede nettofald i perioden. Hvis en kommune først har haft fald, så stigning og så fald i perioden kan antallet af borgere som udløser udligning derfor være markant større end det faktiske fald målt over de fem år. 

Ud fra de foreliggende tal vil det give Albertslund tilskud for 153 mistede borgere istedet for de 77, som det direkte fald over fem år viser. For Aabenraa er der også en ekstra gevinst på cirka 60 borgere.