Analyse: Mest peger på bredt udligningsforlig mellem S og V

Del artiklen:
Flere og flere forhold peger på, at regeringen vil forsøge at nå en forståelse med Venstre inden regeringen fremlægger sit forslag til en reform af den kommunale udligning.
Flere og flere forhold peger på, at regeringen vil forsøge at nå en forståelse med Venstre inden regeringen fremlægger sit forslag til en reform af den kommunale udligning. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Forhandlingerne om en reform af den kommunale udligning vil formentlig forløbe helt anderledes end normalt. Mere og mere peger på bredt forlig med de to store borgmesterpartier.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

Flere og flere forhold peger i retning af, at både Socialdemokratiet og Venstre er opsat på et bredt forlig om den kommunale udligning. Det vil i givet fald være første gang i mange år, at der står et bredt flertal bag den kommunale udligning, som normalt er ændret med smalle flertal.

Meget tyder på, at regeringen vil forsøge en ny og anderledes proces for at nå frem til en politisk aftale om en reform af den kommunale udligning.

Den nye proces består ganske enkelt i, at den socialdemokratiske regering forsøger at nå til en forståelse med det andet store borgmesterparti, Venstre, inden man fremlægger et forslag fra regeringen, hvilket formentlig sker i januar eller februar.

Flere politikere med indsigt i området bemærker, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har gjort en stor dyd ud af ikke at fortælle noget om processen for udligningsforhandlingerne. Det bekræfter opfattelsen af, at regeringen vil stå frit til at vælge en ny og anderledes proces.

Traditionelle vej udløser for meget pres

Den traditionelle vej er, at regeringen eller et flertal i Folketinget via et kommissorium beder Finansieringsudvalget under Indenrigsministeriet udarbejde en analyse og komme med forslag til ændringer i systemet.

Det var sådan en proces, som i 2018 ledte til de forhandlinger om ændringer i den kommunale udligning, som brød sammen kort efter påske. Analysen er i dag, at forhandlingerne havde svære odds, dels på grund af stor intern uenighed i den daværende VLAK-regering, dels fordi man var meget tæt på et valg.

Men flere kilder hæfter sig også ved, at vilkårene for forhandlinger om kommunal udligning har ændret sig, fordi borgmestre og kommunalpolitikerne i stigende grad har engageret sig i debatten og dermed lægger et kraftigt pres ind på forhandlerne på Christiansborg. Samtidig har stadig flere kommuner fået kapacitet til regne på forskellige forslag. Tidligere var det reelt kun København, som havde musklerne til at gennemskue de små, men ofte afgørende detaljer i systemet.

Erfaringen fra 2018 er, at så snart regeringen offentliggør en analyse fra Finansieringsudvalget med forslag til ændringer i modellerne, så udløser det en heftig krig mellem borgmestre og kommunalpolitikere fra de forskellige kommunegrupper.

Normalt har partierne på Christiansborg intet imod, at deres kommunale bagland mobiliserer sig, men problemet med kommunal udligning er, at partiernes kommunale topfolk ofte er internt dybt uenige, fordi holdninger til kommunal udligning er mere styret af geografi end partipolitik.

Denne gang kan regeringen forhandle i skjul

En række faktuelle forhold peger på, at der ikke kommer en klassisk rapport fra Finansieringsudvalget med forslag til modeller for en reform.

Det mest konkrete forhold er, at KL ikke har trukket sig fra Finansieringsudvalget, hvilket hvilket skete i 2017, da Finansieringsudvalget gik i gang med at arbejde med konkrete forslag til ændringer i systemet. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at KL i stigende grad kæmper for at holde sig ude af kommunernes uenighed om udligning, og derfor ville det være meget overraskende, hvis KL denne gang valgte at blive i udvalget, selvom der blev udviklet nye modeller.

Et andet faktuelt forhold er, at social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) har gjort sig meget tydelige anstrengelser for ikke at sige noget som helt om processen, og dermed har hun udtrykkeligt ikke lovet en analyse fra Finansieringsudvalget, inden forhandlingerne går igang.

Regeringen er med andre ord i en position, hvor den frit kan invitere Venstres top til såkaldte hulemøder for at sondere mulighederne for at indgå en bred aftale med regeringen om udligning. Lykkedes det, så kan regeringen reelt fremlægge et forslag, som man kan forhandle med de øvrige partier om for at få det bredest mulige flertal.

Flere kilder peger dog på, at regeringen formentlig også vil afsøge terrænet med De Radikale.
I første omgang kan det hjælpe til at bygge bro til Venstre, og skulle Jacob Ellemann vælge at springe i målet, så har regeringen et fundament til at åbne forhandlinger med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Både S og V frygter den gule fare

Kommunal udligning er rykket kraftigt op på den politiske prioriteringsliste af flere grunde.

Den vigtigste er, at de geografiske skævheder var en vigtig faktor folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti malede store dele af provinsen gul.

Bag den udvikling ligger en bredere udvikling, hvor forskellen mellem by- og landkommuner er vokset og vokset. Når forskellene i gennemsnitsindkomsterne stiger, så stiger de økonomiske forskelle mellem kommunerne også helt logisk.

I og med at de stadig relativt fattigere provinskommuner ikke frit kan sætte skatten op, så vil den stigende forskel i beskatningsgrundlaget hovedsageligt vise sig som dårligere kommunal service i de fattigere kommuner. Det er en logisk konsekvens af, at der ikke er fuld udligning mellem de danske kommuner.

Den forskel giver sig udtryk en stadig mere synlig konflikt mellem kommunalpolitikerne på tværs af landet – også indenfor partierne. Derfor er toppen i både Socialdemokratiet og Venstre sig meget bevidste om, at det er umuligt at finde en løsning på den kommunale udligning, som tilfredsstiller alle.

Den mest effektive måde at få lagt den slags sager ned er gennem et bredt forlig – præcis som det skete på ejendomsskatteområdet. Derfor er det meget sandsynligt, at både Socialdemokratiet og Venstre vil have en stor interesse i at få Dansk Folkeparti og SF med i forliget.

Umiddelbart kunne Venstre af taktiske årsager være interesseret i at stå udenfor et forlig om kommunal udligning og i stedet hamre løs på Socialdemokratiet. Men det er ikke Venstres førstevalg af to grunde.

Først og fremmest vil det efterlade en eventuel kommende Venstreregering med en svær opgave, som skal løses umiddelbart efter en valgsejr. Derudover kan det også skabe uro i partiets kommunale bagland, hvis Venstre ikke gør en ihærdig indsats for at få indflydelse, og i stedet overlader scenen til SF og Enhedslisten.

København kommer i fokus

Det enkle og ømtålelige spørgsmål i forhandlingerne er, hvem der skal have flere penge, og hvem der skal have færre?

Inden formandsskiftet tegnede alt til, at Venstre gik målrettet efter at hjælpe de økonomisk udfordrede kommuner, som daværende finansminister Kristian Jensen udtrykte det. En linje som blev understreget af, at partiet ved valget af kommunalordfører erstattede Frederiksbergs viceborgmester Jan Jørgensen med Anni Matthiesen fra Grindsted, som ofte har talt varmt for Landdistrikternes Fællesråd. Det er uklart, hvilken analyse den nye formand Jacob Ellemann har af sagen, og dermed i hvilket omfang Venstre fortsat vil satse på flere penge til provinsen.

Socialdemokratiet syntes at have fokus på en række af de fattigste udkantskommuner ikke mindst på Sjælland, hvilket også støttes af partiets stærke vestegnsborgmestre. Logikken er, at det er en overkommelig opgave at hjælpe eksempelvis 15 relativt små kommuner økonomisk, og at det vil påføre hovedstaden begrænset skade.

Men Socialdemokratiet er under pres fra en række fremtrædende provinsborgmestre som H.C. Østerby fra Holstebro, Torben Hansen fra Randers, Peter Rahbæk Juel fra Odense og Thomas Kastrup Larsen fra Aalborg. Det blev bemærket, at en delegation af de jyske S-borgmestre for nyligt var på besøg på Slotsholmen angiveligt i et forsøg på at afbalancere det pres, som S-borgmestrene i hovedstaden gennem længere tid har forsøgt at lægge på partiledelsen.

Allerede ved folkemødet på Bornholm advarede Steen Christiansen fra Albertslund om, at Socialdemokratiet kunne blive yderligere marginaliseret i hovedstaden, hvis partiet sender flere penge fra hovedstadskommunerne til provinsen.

Reelt set bliver det svært at finde flere penge til land- og bykommuner i provinsen uden at Københavns Kommune skal betale. København udgør over 10 procent af den samlede kommuneøkonomi, og især Venstre er meget opmærksomme på, at en række af kriterierne især ved reformen i 1996 blev drejet til fordel for København, der på det tidspunkt var på fallittens rand.

Venstre er derfor ikke i tvivl om, at København skal aflevere penge denne gang, og dermed kan netop S-ledelsens vilje til at tage penge fra overborgmester Frank Jensen blive afgørende for, om man kan nå en forståelse med Venstre.

I Venstre tales der desuden meget om at sikre incitamentet hos kommunerne til at få borgerne i arbejde og skabe fremgang i indkomstgrundlaget gennem en aktiv erhvervspolitik. Det er også et klart signal om, at partiet ikke er indstillet på at øge udligningsgraden, hvilket især vil koste de rige nordsjællandske kommuner dyrt.

Topfolkene kommer på banen

Mens både timingen og processen fortsat er usikker, så oplyses det fra flere sider overfor NB-Økonomi, at partierne allerede fra starten vil sende deres tungeste forhandlere på banen. 

Umiddelbart er det ellers værd at bemærke, at kommunalordførerne hos alle de centrale partier denne gang har en klar baggrund i udkantskommuner. Men i og med at topfolkene er med fra begyndelsen, så betyder det nok, at udkantskommunerne er stærkt repræsenteret ved forhandlingerne – men også at kommunalordførerne næppe får det afgørende ord.

Rettelse: Det fremgik fejlagtigt af en tidligere version, at KL har haft tradition for at trække sig, når Finansieringsudvalget går igang med udarbejde konkrete forslag. Dette er ikke korrekt, idet KL’s første gang indtog det synspunkt ved udarbejdelsen af rapporten, som dannede grundlag for forhandlingerne i 2018.