Vi har tabt den humanistiske dimension

Del artiklen:
- Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix
I den ensidige jagt på effektivitet og produktivitet i ledelse og styring af den offentlige sektor mister vi respekten for det enkelte menneske. Denne dehumanisering skaber afmagt, mistilid og marginalisering, som vi kun kan bryde med ved at genindføre dannelse og sund fornuft som bærende værdier.

Skrevet af NB Nyt[email protected]

Af Kurt Klaudi Klausen professor i offentlig organisation og ledelse ved Institut for Statskundskab, på SDU

I den seneste udgave af Ledelsesavisen tolker kommunaldirektør Eik Møller den siddende regerings udmeldinger om selvstyre og nærhed som et reelt ønske om at sætte en ny dagsorden og ”lede den offentlige sektor på en ny måde”. Den fortolkning er jeg helt enig i.

Hvis der skal sættes en ny dagsorden for offentlig ledelse, er det afgørende at bryde med stærke tendenser i den hidtidige moderniserings- og ledelsestænkning. Tendenser, vi har set i det politiske reformarbejde og ikke mindst Ledelseskommissionens anbefalinger med en stærk tro på central styring, datadrevet ledelse og en uvilje til at tage både faglige organisationer og medarbejdere med på råd.

Vi mangler humanismen

Den nye regerings opgør med den hidtidige ledelses- og styringstænkning tager afsæt i nødvendigheden af færre regler, mere tillid, nærhed/et udvidet decentralt råderum og ikke mindst mere helt almindelig sund fornuft. I al fald de sidste to punkter er nye og de følger ikke af sig selv. Der skal vilje og uddannelse til, mener jeg.

Men jeg mener også, at vi mangler et helt andet perspektiv i diskussionen om, hvordan vi skaber bedre offentlig ledelse: Den generelle dehumanisering, der finder sted i samfund og organisationer.

Humanisme rummer en tro på det enkelte menneske og den menneskelige fornuft. Dens modsætning – dehumaniseringen – kommer til udtryk på mange måder og i mange dimensioner, hvor vi ser manglen på fornuft og respekt for det enkelte menneske. Det er tydeligt, når vi deponerer fornuften i algoritmer og systemtænkning, som skal give os alle svar. Og når fake news får lov til at stå uimodsagt.

Borgere er reduceret til ’sager i systemet’

Idealerne i de seneste 40 års moderniseringen af den offentlige sektor og i samfundsvidenskaben,  som har leveret argumenterne for specifikke moderniseringstiltag, stammer i vid udstrækning fra økonomi og naturvidenskab – med et dominerende ønske om at skabe evidens. Herfra stammer optagetheden af at kontrollere, gennemlyse, måle og veje alting. Og i den ledelsestænkning træder humanistiske værdier og indsigter i baggrunden.

Dehumaniseringen kommer til udtryk ved, at vi ikke ser det enkelte individ, men dennes velstand. Når vi ikke tager det, der sker med borgeren og medarbejderen tilstrækkeligt alvorligt, fordi vi betragter dem som forbrugere eller ’en sag i systemet’. Og når vi svigter de svageste, fordi vi stræber efter at sikre produktivitet og effektivitet og søger at dokumentere det gennem kontrol og datagenerering.

I ønsket om rationalisering bliver borgere og medarbejdere til små brikker i en stor maskine, der skal optimeres. Dermed skabes let følelser af marginalisering, utilstrækkelighed, afmægtighed, formynderi, demotivation og fremmedgørelse, afmagt og bekymring.

Tillid kan man ikke tale sig til

Alle taler om og ønsker tillid. Men tillid kan ikke fremmanes alene ved at tale om det. Tillid skal man som bekendt gøre sig fortjent til. Det kræver, at man ved, hvad der skal til, evner at gøre det til virkelighed og fornemmer de følelser, der rører sig. Hvad hjælper det at tale om det gode, hvis man ikke ved, hvad det er?

Hvis der skal ske et brud med den ensidige fokus på produktivitet og effektivisering, må de humanistiske værdier i højsædet. Det kræver, at vi beskæftiger os mindst lige så meget med følelser som med hårde data. Og vi skal tage forestillinger om tillid, dyder, etik og moral så alvorligt, at vi vil diskutere æstetik og hente inspiration i filosofi, kunst og litteratur.

Det vil betyde, at decentralisering og inddragelsen af medarbejderne bliver reel. Og ledelse vil blive andet og mere end at stræbe efter større produktivitet og effektivitet. Ledelse kan komme til at dreje sig om mennesker, motivation og arbejdsglæde, retfærdighed og det gode, rigtig og forkert adfærd og forvaltning, det skønne og smukke – og om de følelser, der rører sig på en arbejdsplads.

Ledere skal kunne perspektivere

Hvis ikke en leder har en fornemmelse af, hvad der rører sig følelsesmæssigt, har format og tillid nok til at inkludere andre i sine overvejelser og kan forholde sig kritisk og reflekteret til moralske og etiske dilemmaer, er der noget galt. En leder skal kunne anlægge et større perspektiv, se tingene i en større sammenhæng og kommunikere om dem.

Min påstand er, at dannelse, fx at have en historisk og en moralsk bevidsthed, er en forudsætning for at kunne anlægge et større perspektiv på en given sammenhæng. Og at kunne forene den praktiske og teoretiske fornuft vil være et godt fundament for at styrke den sunde fornuft og dømmekraft.

Styrk lederuddannelserne

Ledelsesmæssige dyder drejer sig bl.a. om ordentlighed, retskaffenhed, retfærdighed, ansvarlighed, menneskelighed, ordholdenhed, åbenhed, ærlighed, ydmyghed og empati. Det moralske lederskab, vi savner i dag, kan hente næring i det overskud og det format, der kommer af at være et dannet menneske. Og derfor skal vi styrke de humanistiske elementer i vores uddannelser, bl.a. af lederne.   

null

 Kurt Klaudi Klausen er professor i offentlig organisation og ledelse ved Institut for Statskundskab, på SDU og formand for bestyrelsen for Det Fynske Kunstakademi. Forfatter til en lang række bøger, bl.a. Strategisk ledelse i det offentlige (2014); Djævleyngel eller Guds udsendte? Akademisering, djøfisering og professionalisering af kommunal topledelse (2018) – og Verden vendt på hovedet. Decentralt offentligt lederskab, som udkommer i november 2019.