Bornholm styrker turistattraktion

Del artiklen:
Fabrikken er i funktion, men pladsen er lidt trang.
Fabrikken er i funktion, men pladsen er lidt trang. - Foto: Bornholms Museum. Anders Beier.
Interessen for keramik er stigende og renoveringen af Hjorths gamle keramikfabrik trækker tråden fra fortiden til nutiden.

Skrevet af Lene Vind[email protected]

Kunsthåndværket har stået stærkt på Bornholm i mange år, og den 150 år gamle Hjorths Fabrik i Rønne er en karakteristisk formidler af den lange tradition på Bornholm og i Rønne. 

Med renoveringen af fabrikantboligen kan besøgende nu hele året opleve, hvordan keramikfabrikken fortsat producerer stentøj efter de oprindelige principper. Foreningen Realdania har i samarbejde med Bornholms Kunstmuseum renoveret fabrikantboligens tre stuer og indrettet en udstilling af den bedste bornholmske keramik. Værker, der viser, hvor stærkt kunsthåndværket har været på de mange fabrikker i Rønne og ikke mindst værkstedskeramikkens kvalitet rundt om på øen frem til i dag. 

“Denne renovering er virkelig kronen på værket, for den binder den sidste tråd til det keramiske miljø her på Bornholm, som udspringer fra fabrikken. Hjorths Fabrik er arnestedet for keramisk produktion”, siger Jacob Bjerring-Hansen, museumsdirektør fra Bornholms Museum.

Interessen for keramik har generelt været stigende og det er anerkendt, at Bornholm har et højt kvalitetsniveau indenfor kunsthåndværk, hvilket i 2017 udløste en særlig udnævnelse til World Craft Region, som den første region i Europa og den eneste ø i verden.
Interessen manifesterer sig også i besøgstallet på Hjorths Fabrik, som over seneste 8 år er steget fra 12.000 til 30.000.

Fra teori til praksis
I det gamle fabrikantkontor får de besøgende fortællingen om fabrikken og indblik i historien. Og de besøgende kan se værker af bl.a. Axel Salto, Gertrud Vasegaard og Lisbeth Munch-Petersen, som begge er født Hjorth, og af stadigt aktive keramikere som Marie Hjorth og Anne Mette Hjorthshøj. 

“Hjorths Fabrik har en meget lang tradition for keramikproduktion og vores gæster kan stadig se håndværket blive udfoldet her, og der er ingen tvivl om, at når de først har set, hvor svært det faktisk er at lave et godt produkt, får de respekt for de værker, som er udstillet og som er lykkedes så godt,” fortæller Jacob Bjerring-Hansen. Førstesalen i direktørboligen mangler stadig at blive renoveret, og den skal huse kunstnere og nyudklækkede keramikere, som mod at arbejde på fabrikken får logi. På den måde håber museet at sikre, at de keramiske processer kan blive fuldt udfoldet på det arbejdende museum.  

Renoveringen og indretningen af fabrikantboligen er foregået med bevillinger fra Foreningen Realdania, Brdr. Larsens Legat og Sparekassen Bornholms Fond.