Her er de ti forhold, som afgør, om 0-2-årige ofte ender på hospitalet

Del artiklen:
Der er ti forhold, som afgør sandsynligheden for, at et 0-2 årigt barn ofte ender akut på sygehuset eller hos vagtlægen.
Der er ti forhold, som afgør sandsynligheden for, at et 0-2 årigt barn ofte ender akut på sygehuset eller hos vagtlægen. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ti faktorer er afgørende for, hvor sandsynligt det er, at de yngste børn har mange akutte kontakter til sundhedsvæsenet.

Skrevet af Arne Ullum[email protected]

Benchmarkanalysen giver en profil af de børn, som har den største sandsynlighed for at have mange akutte kontakter med sundhedsvæsenet.

Populært sagt er det et barn af en ufaglært mor under 25 af anden etnisk herkomst end dansk, som selv har mange akutte henvendelser til sundhedsvæsenet.

Samtidig bor barnet med en lang afstand til egen læge, men kort afstand til en akutklinik.

Endelig bor familien i en kommune, som ikke opfylder normen om fem hjemmebesøg fra en sundhedsplejerske,

Her er de ti vigtigste faktorer, som afgør antallet af akutte henvendelser

  • Børn af unge forældre. 
    Hvis moren er under 25 år, forventes barnet at have ca. 25 procent flere akutte kontakter, end hvis moren er over 40 år gammel. 

  • Børn af forældre uden uddannelse ud over grundskolen. 
    Hvis moren er uden uddannelse, forventes barnet at have godt 20 procent flere akutte kontakter, end hvis moren har en lang videregående uddannelse. 

  • Børn af forældre, hvor begge er af anden etnisk herkomst end dansk. 
    Hvis begge forældre har en anden etnisk herkomst end dansk, forventes barnet at have godt 35 procent flere akutte kontakter, end hvis begge forældre har dansk herkomst.

  • Børn af forældre med stort forbrug af akutte kontakter. 
    Hvis moren har mere end tre akutte kontakter, forventes barnet at have mere end dobbelt så mange akutte kontakter sammenlignet med, hvis moren ikke selv har akutte kontakter. Hvis faren har mere end 3 kontakter, forventes barnet at have godt 50 procent flere akutte kontakter, end hvis faren ikke har akutte kontakter. I analysen er der også undersøgt, om der er faktorer omkring sundhedssystemet, der kan være med til at forklare børnenes akutte kontakter. Faktorer, der havde højest betydning er: 

  • Afstand til nærmeste vagtlæge i de fire regioner med vagtlægeordningen og tilsvarende afstand til det sygehus, barnet hører til i Region Hovedstaden. Jo længere afstand desto lavere er risikoen for akutte kontakter. Hvis afstanden til vagtlægen eller sygehuset er mere end 20 km, forventes barnet at have 12 procent færre akutte kontakter end hvis afstanden er under fem km. 

  • Afstand til barnets praktiserende læge. Jo længere afstand til lægen desto større er risikoen for at akutte kontakter. Hvis afstanden til lægen er mere end 20 km, forventes barnet at have ca. 13 procent flere akutte kontakter, end hvis afstanden til lægen er under fem km. 

  • Sygelighed blandt patienter tilknyttet samme læge som barnet. Hvis lægens patienter generelt har en lav sygelighed, forventes barnet at have ca. 14 procent færre akutte kontakter, end hvis de tilknyttede patienter har generelt en høj sygelighed. 

  • Børn i kommuner, der tilbyder fem hjemmebesøg i løbet af barnets første leveår, har færre akutte kontakter end forventet. Det gælder både i forhold til det førstefødte barn i familien og de efterfølgende børn. 

  • Kommuner, der har åbent hus med tidsbestilling, eller som anvender konsultationer i stedet for hjemmebesøg, har flere akutte kontakter end forventet. 

  • Kommuner, der samarbejder på tværs af faggrupper og sektorer, klarer sig i gennemsnit bedre end forventet i forhold til børnenes akutte kontakter.