Laveste udvikling i skattepligtige indkomster i fem år – se din kommunes tal

Del artiklen:
Den skattepligtige indkomst pr. person steg kun med 0,5 procent sidste år; den laveste stigning siden 2013, viser nye tal. 28 kommuner har direkte haft faldende gennemsnitsindkomst.

Skrevet af Uffe Gardel[email protected]

Stigningen i danskernes skattepligtige indkomster er bremset hårdt op: Efter fire år med stigninger på over to procent pr. år var indkomstudviklingen sidste år kun plus 0,5 procent – til  228.300 kroner pr. skattepligtig person.

Det fremgår af tal for slutligningen, som Danmarks Statistik nu har offentliggjort. Seneste tal, som var lavere end 2018-tallet, kom i 2013; da faldt den skattepligtige gennemsnitsindkomst faktisk, nemlig med 1,2 procent.

Indkomstudviklingen er meget ujævnt fordelt ud over Danmarkskortet, både når man ser på det seneste års udvikling og på udviklingen på femårs sigt. Fra 2017 til 2018 har 28 kommuner direkte oplevet faldende gennemsnitsindkomst, med de største fald i Hørsholm (minus 1,2 procent) og Høje-Taastrup (minus 1,1 procent). I alt ligger 52 kommuner under landsgennemsnittet, og 46 kommuner over.

Set over en femårsperiode har kommunerne i toppen af skalaen haft en indkomstfremgang på  14-15 procent, nemlig Silkeborg, Rudersdal og Samsø, mens kommunerne i bunden kun har haft en stigning, der var halvt så stor, nemlig syv-otte procent (Vallensbæk Fanø og Høje-Tastrup).

Indkomstudviklingen på kommuneniveau påvirkes naturligvis af ind- og udflytning af kommunen, og en stigning på en bestemt procentsats betyder derfor ikke, at borgerne i den pågældende kommune har haft præcis denne indkomstudvikling.