Udligningsreform kan blive en kamp om at være blandt de 15-25 fattigste kommuner

Del artiklen:
Enkelte provinskommuner, som umiddelbart burde være rige, fordi de er oplandskommuner til vækstkommuner, ligger relativt tungt. Mest markante er, at Middelfart, Herning (rådhus, billedet) og Favrskov ligger i gruppen blandt de 30 fattigste.
Enkelte provinskommuner, som umiddelbart burde være rige, fordi de er oplandskommuner til vækstkommuner, ligger relativt tungt. Mest markante er, at Middelfart, Herning (rådhus, billedet) og Favrskov ligger i gruppen blandt de 30 fattigste. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mere og mere tegner til, det kan ende med en smal udligningsreform, som primært giver ekstra penge til de 15-25 fattigste kommuner.

Af Arne Ullum, [email protected]

Selvom de egentlige forhandlinger om en udligningsreform endnu ikke er gået igang, så tegner der sig allerede nu et billede af, at både Socialdemokratiet, De Radikale og til dels Venstre fokuserer meget på de ‘økonomisk mest udfordrede kommuner’.

Bortset fra, at De Radikale har talt om 15-25 mest udfordrede kommuner, så har ingen af de øvrige partier været mere præcise omkring, hvor mange kommuner, som de mener er inde i feltet af værdigt trængende, og som en udligningsreform derfor skal give flere penge.

Der er grundlæggende to veje, som en reform kan følge:

– Det smalle fokus på de fattige kommuner.
Her vil en reform fokusere på at give ekstra penge til de aller fattigste kommuner. Det giver den fordel – set ud fra et politisk og administrativt synspunkt – at der skal flyttes relativt få penge, fordi mange af de økonomisk meget udfordrede kommuner er relativt små målt på indbyggere. Dermed undgår forligspartierne at tage mange penge fra de store byer og hovedstadskommunerne, hvor især både Socialdemokratiet og Venstre angiveligt frygter at tabe vælgere.

– Det brede fokus.
Her vil en reform grundlæggende flytte penge i hele spektret af kommuner, hvilket vil være en fordel for den brede gruppe af provinskommuner og en betydelig ulempe for især hovedstadskommunerne og muligvis flere af de store provinsbyer. Den simple logik er, at hvis man skal løfte f.eks. de 40 svageste kommuner, så skal der flyttes rigtige mange penge – og de kan reelt kun komme fra de 20-40 bedst stillede kommuner, og det vil i realiteten sige hovedstadskommunerne og muligvis nogle af universitetsbyerne i provinsen.

Mere og mere taler for en relativ smal reform

Intet er afgjort, men mere og mere taler for, at reformen ender som en relativ smal reform, der har fokus på de 15-25 dårligst stillede kommuner.

Den vigtigste årsag til, at det går den vej, er, at det foreløbig ikke er lykkedes de to udligningsorganisationer Bedre Balance og Rimeligudligning.nu at skabe en så brændende platform for en bred reform, at især Socialdemokratiet synes klar til at tage de politiske omkostninger ved at gå imod partiets stærke hovedstadsborgmestre.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at mens det er lykkedes hovedstadskommunerne at få placeret historien om den kraftigt stigende udligning fra hovedstaden til provinsen i både landsmedier og til dels sociale medier, så er det ikke på samme måde lykkedes de to provinsorganisationer at få placeret deres budskaber i nogle af de landsdækkende medier.

Venstre er fortsat tavs om partiets ønsker til en reform, og dermed er scenen fortsat overladt til kommentatoren, den erklærede Venstremand Jarl Cordua, som ifølge Venstrefolk med nært kendskab til forløbet af forhandlingerne i 2018 qua sine klummer i Berlingske Tidende spiller en afgørende rolle langt ind i Venstres gruppelokale.

Samtidig kan det blive en faktor, at det eneste parti, som toner rent flag til fordel for provinsen, Dansk Folkeparti, dag for dag suges længere og længere ned i sagen om mulig svindel med EU-midler. Den seneste uges afsløring af fabrikerede dokumenter øger ganske enkelt sandsynligheden for, at dansk Folkeparti vil stå med en sag om svindel og dokumentfalsk mod flere af partiets fremtrædende folk, når udligningsforhandlingerne kommer ind i den afgørende fase.

Dermed vil et væsentligt pres mod især Socialdemokratiet og Venstre for at prioritere provinsen bredt ved en udligningsreform blive mindre.

Kampen om at være blandt de fattigste

Med mindre fokus skifter over mod en bred reform, så efterlader det kommunerne i en kamp for at være blandt de fattigste.

Der findes ingen autoritativ definition af, hvilke kommuner, der er de fattigste, og ej heller en general opfattelse af, hvor meget man skal vægte skat og service – eller for den sags skyld, hvordan man vægter service.

Det efterlader et sløret billede, hvor de enkelte politikere ud fra egenoplevelser, enkelthistorier i pressen og en række tilgængelige statistikker vil danne sig et billede af, hvilke kommuner, som tilbyder sine borgere den dårligste service, og som derfor skal hjælpes..

Politikernes egenoplevelser er stærkt påvirket af besøg i forskellige kommuner. Alle de centrale politikere taler om alt fra nedslidte bygninger i udkantskommuner til reflekser på kantsten i nordsjællandske kommuner som indikatorer på, hvem der er rige og fattige.

Til gengæld synes skatteforskellene mellem kommunene at spille en meget tilbagetrukket rolle. Ingen af de store partier har således klart meldt ud, hvor store skatteforskelle de vil acceptere for den samme service i høj- og lavindkomstkommuner.

NB-Økonomi har i et forsøg på at skabe et billede af, hvilke kommuner, som ud fra de mest oplagte målepunkter, står bedst i argumentationen for at være så fattig, at de skal tilgodeses ved en udligningsreform.

Tallene må ikke læses som en faktuel analyse med to streger under resultatet, men derimod alene som et bud på, hvordan politikerne kunne læse resultatet af de mest umiddelbart tilgængelige data.

I og med, at der ikke findes nogen autoritativ analyse af serviceniveauet i de danske kommuner, så kan vægtningen af tallene – og hvilke korrektioner man bør foretage for det socioøkonomiske indeks – skifte fra politiker til politiker og henover tid.

Resultatet af gennemgangen skal derfor alene ses som et kvalificeret bud på, hvilke kommuner der er i den rige og fattige ende, hvis man tager udgangspunkt i de nemmest tilgængelige data.

Her er tre overraskelser:

Når man ser på det samlede resultat af gennemgangen, så er der tre overraskelser:

– De yderste udkantskommuner fremstår ikke umiddelbart som de fattigste. Årsagen er det særlige tilskud for faldende folketal, som betyder, at de får markant mere i udligning end de udkantskommuner, som lige præcis er så meget bedre stillede, at de ikke har tilbagegang i folketallet.

– Enkelte provinskommuner, som umiddelbart burde være rige, fordi de er oplandskommuner til vækstkommuner, ligger relativt tungt. Forklaringen er formentlig, at de qua en række forhold i udligningssystemet kun får en meget lav udligningsgrad, og samtidig lider under mange børn og ældre samt et relativt lavt socialt indeks. Mest markante er, at Middelfart, Herning og Favrskov ligger i gruppen blandt de 30 fattigste.

– Der er overraskende stor spredning blandt hovedstadskommunerne, som ellers dominerer gruppen af kommuner, som kommer ud med høj service og relativt få udfordringer. Især Stevns ligger lavt, men også andre ‘udkantskommuner’ i hovedstadsområdet som Greve, Gribskov, Solrød og Halsnæs ligger markant dårligere end de øvrige hovedstadskommuner.