En tur på museet er en investering i dit helbred

Del artiklen:
Besøgende på Skagens Museum.
Besøgende på Skagens Museum. - Foto: Henning Bagger/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

En stor britisk undersøgelse viser, at der er en klar sammenhæng mellem menneskers brug af museer, teatre og koncertsteder og deres levetid.

Af Lene Vind, [email protected]

Det er i de senere år blevet mere og mere anerkendt, at kunst og kulturelle oplevelser kan bruges til mere end blot fascination, underholdning og et middel til at fremstå mere kultiveret ved sociale arrangementer.

Forskellige forskningsprojekter har eksempelvis peget på kunstens positive effekt, når det kommer til at bekæmpe kroniske smerter, afværge symptomer på demens og fremskynde udviklingen i børns hjerner.

Men kunstens helbredende kræfter lader ikke til at stoppe her. Et nyt studie konkluderer, at det at besøge museer, teatre eller koncertsteder formentlig også er et middel, som vi mennesker kan ty til for at leve længere. Det skriver Kristeligt Dagblad.

31 procent færre dødsfald

Studiet er lavet af et britisk forskerhold, der over en periode på 14 år har fulgt godt 6.700 mennesker i alderen fra 50 år og derover. Blandt dem, der besøgte kulturelle institutioner med få måneders mellemrum eller oftere, var der 31 procent færre dødsfald i den undersøgte periode end blandt dem, der ikke brugte de kulturelle tilbud overhovedet.

I studiet er der taget højde for faktorer som indkomst, uddannelsesniveau og fysisk helbred, fortæller Andrew Steptoe, der leder forskningen i afdelingen for adfærdsvidenskab og sundhed ved University College London, til avisen The New York Times.

Ifølge ham har forskerholdet ikke nogen endegyldig forklaring på, hvorfor kunst og kulturelle oplevelser kan være livsforlængende. Men det kan spille sammen med følelsen af at have noget at gå op i.

”Det at være involveret i og blive begejstret af kunst er noget, der bidrager til at opretholde en mening i tilværelsen,” siger han til The New York Times.

Nye perspektiver i livet

Resultaterne fra det britiske studie bakkes op af flere tidligere undersøgelser på området. Det fortæller Anita Jensen, der er postdoc ved Nordjysk Center for Kultur og Sundhed ved Aalborg Universitet.

Hun henviser til et norsk studie fra 2015, der undersøgte, hvordan kultur påvirker unge i Norge. Forskerne havde sammenholdt frekvensen af besøg i teatre, biografer og koncertsteder med deltagernes selvopfattede sundhed, livskvalitet, selvtillid og angst- og depressionssymptomer.

Konklusionen var, at jo større et kulturforbrug blandt de 8200 personer, jo bedre et helbred.
Anita Jensen kan dog heller ikke komme med en entydig forklaring på de kulturelle aktiviteters positive effekt.

”Det er lidt svært at sige, for i disse typer af aktiviteter er man jo ikke såkaldt medskabende deltager, men snarere en tilskuer. Men det, man først og fremmest kan sige, er, at det betyder, at man har fritidsinteresser og er aktiv. Det, som kunsten specifikt kan, er at være med til at åbne og skabe nye perspektiver i livet, som kan være med til at skabe yderligere forbedret trivsel og livskvalitet,” forklarer hun.

Sundhedsfremmende effekt

Anita Jensen fortæller videre, at hun som et led i sin forskning arbejder for at gøre kulturelle tilbud mere tilgængelige på grund af deres sundhedsfremmende effekt. Hun arbejder primært med kulturelle tilbud med aktiv deltagelse, men vurderer, at man helt generelt bør tænke kunst, kultur og aktiviteter mere ind i sundhedsfremmen. Det kan blandt andet ske ved at skabe en lettere og bredere tilgængelighed hos kulturinstitutionerne, siger hun.

”Det kræver, at man tager en politisk beslutning om, at kulturinstitutioner skal have en lettere tilgængelighed, fordi man accepterer, at de kan have en sundhedsfremmende effekt.” 

Hos Hernings museum for samtidskunst, HEART, tvivler direktør Holger Reenberg dog på, at kunst har en lige gavnlig betydning for alle mennesker. 

”Jeg er generelt skeptisk over for undersøgelser, der skal bevise, at kunst og kultur har flere sundhedsmæssige fordele end andre rekreative aktiviteter. For jeg tror ikke på, at det er særligt sundt for en person at kigge på et billede eller en skulptur, hvis vedkommende ikke bryder dig om kunst i øvrigt. Mit bud vil være, at det handler om at gøre noget, man holder af. Hvis man synes, det er sjovt at studere coladåser, tror jeg, det kan være lige så sundt for en,” siger han.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/en-tur-paa-museet-er-en-investering-i-dit-helbred