Ingen kender antallet af lukkede plejehjem

Del artiklen:
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Når social- og indenrigsministeren ønsker, at små plejehjem bevares, åbner hun en diskussion, hvor ingen har overblikket; der findes ingen tal.

Af Uffe Gardel, [email protected]

Torsdag ønskede social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at kommunerne bevarer små plejehjem – dog uden at ville sige noget om, hvor pengene skal komme fra.

Læs også:
Krag ønsker lokal velfærd - men vil ikke forholde sig til økonomien

Men ingen har tilsyneladende et overblik over hvor mange plejehjem, der rent faktisk er blevet lukket som led i en centralisering. Der er masser af anekdotiske vidnesbyrd – mange kender et plejehjem, som er blevet lukket, og der er en generel opfattelse af, at der centraliseres. Men der eksisterer ingen tal.

“Det kan tilføjes, at der ikke findes en samlet opgørelse over antallet af plejehjem i Danmark og som følge af forskellige lovgivninger, der dækker plejeboligområdet, er det ikke muligt direkte og entydigt at lokalisere plejehjem i Danmark,” skrev således Central Enhed for Inffektionshygiejne under Statens Serum Institut i en rapport i 2018, Overvågning af sundhedssektorerhvervede infektioner og antibiotikaaudit på plejehjem, og i en rapport om normeringer på plejecentrene fra 2017 nåede VIVE frem til samme konklusion:

“Der findes ikke en officiel, anerkendt og opdateret liste over plejecentre i Danmark, som man kan tage udgangspunkt i,” noterede forskerne bag rapporten ‘Normeringer på danske plejecentre’. De kunne konstatere et fald i antallet af plejecentre i forhold til en tidligere udgave af rapporten fra 2016, men nåede frem til, at man ikke kunne bruge den oplysning til noget.

“Denne forskel skyldes ikke nødvendigvis, at der er blevet færre plejecentre i Danmark. Forskellen kan også skyldes forskelle i den manuelle valideringsproces af listen over plejecentre,” hed det i rapporten.

Med andre ord: der fægtes i blinde.

Hver tredje folkeskole er væk

Overblikket sløres yderligere af, at der siden kommunalreformen er sket en betydelig omlægning fra plejehjemsboliger og beskyttede boliger til plejeboliger og almene ældreboliger.

For andre institutionstypers vedkommende er vi lidt bedre stillet. 

Siden 2017 har Danmarks Statistik offentliggjort antallet af daginstitutioner; seneste opgørelse viser, at antallet af daginstitutioner faldt med knapt to procent fra 2017 til 2018. Og antallet af folkeskoler findes der præcise tal for helt tilbage til kommunalreformen; de viser, at næsten hver tredje folkeskole siden 2007 er blevet nedlagt eller lagt ind under en anden skole. Men plejehjemmene er der ingen tal for.

Præcisering 9.1. 2020: Ordet kræver er i første afsnit ændret til ønsker, idet Astrid Krag ikke fremsat et formelt krav men alene fremsatte et ønske om, at kommunerne ændrer politik og bevarer de små institutioner.