Kommentar: Aalborg kalder Astrid Krag

Del artiklen:
Mange borgmestre ryster på hovedet af den tale, som social- og indenrigsminister Astrid Krag holdt på det kommunal økonomiske topmøde i Aalborg.
Mange borgmestre ryster på hovedet af den tale, som social- og indenrigsminister Astrid Krag holdt på det kommunal økonomiske topmøde i Aalborg.

Astrid Krag efterlod landets borgmestre hovedrystende efter tale med krav om flere små decentrale institutioner, som ikke har noget hold i den økonomiske virkelighed.

Af Arne Ullum, [email protected]

Hovedrysten, stilfærdig undren, sarkasme og raseri.

Det var de følelser, som social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) efterlod sig, da hun torsdag på kommunernes økonomiske topmøde bogstaveligt kom flyvende ind og afleverede en tale, som både faktuelt og politisk ifølge borgmestrene var uden kontakt med virkeligheden ude i det kommunale Danmark. Inden nogen borgmestre kunne nå at vende et ord med ministeren, var hun på vej tilbage med flyveren til København.

Og heller ikke pressen kunne få noget svar på, hvor de mange ekstra penge til den nære velfærd skulle komme fra.

Det fik nogle borgmestre til at mindes den berømte overskrift i Ekstra Bladet ‘Jorden kalder Helle’ om den tidligere socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning Schmidt.

Årsagen til hovedrysten i Aalborg var, at ministeren fremhævede et lille plejehjem i Fårup ved Randers, som idealet for det, hun kaldte “nærhedsfordelen” i velfærd. Ministeren erkendte åbent, at det er dyrere at opretholde små plejehjem som det i Fårup, men den forhold blev i talen overskygget af de ældres glæde ved hønsegården, som den lokale daginstitution passer. Og der var ikke et ord om, hvor de mange penge til den nære velfærd skulle komme fra.

Kommuner holdt i stram økonomisk snor

Talen slog hårdt i en forsamling af borgmestre, politikere og embedsmænd, som har stået i forreste række og modtaget massiv kritik fra borgerne, hver gang de har lukket institutioner. Ikke af lyst, men af simpel nød fordi både Socialdemokratisk og Venstre ledede regeringer har holdt kommunerne i en stram økonomisk snor siden 2012 og krævet massive effektiviseringer.

Og selvom regeringen gav 1,7 milliarder ekstra til kommunerne i 2020, så rækker det ifølge kommunerne kun til at dække demografien og rækker derfor ikke til at genåbne eller for den sags skyld stoppe lukningen af små og dyre institutioner.

Mange havde også svært ved ikke at se talens omtale af det lille hyggelige plejehjem i Faarup, som de gode kommunalpolitikere i Randers havde valgt ikke at lukke, som en direkte og hård kritik af Hjørrings socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt, der har fået massiv kritik fra borgerne og Ældre Sagen for at lukke et lille lokalt plejecenter.

Netop Arne Boelt er sammen med Lolland borgmester Holger Schou Rasmussen (S) frontløberne i det, som hurtigt kan udvikle sig til et oprør fra udkanten mod Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Så ministerens tale var næppe nogen stor hjælp til statsministeren med at sikre opbakning i egne rækker.

Talen var derfor på næsten alle dimensioner bemærkelsesværdig.

En bemærkelsesværdig tale

Først og fremmest blev den holdt på et KØF, hvor hele temaet var en appel fra kommunerne til regeringen om at stoppe de gyldne løfter om mere velfærd til borgerne, som der ikke er dækning for i økonomien.

Her valgte ministeren så på næsten Trumpsk vis at fordoble indsatsen og dermed øge risikoen for, at landets borgmestre – også de socialdemokratiske – begynder at undsige regeringens velfærdsløfter som tomme løfter uden sammenhæng med regeringens handlinger.

Ministeren burde måske have tænkt tilbage på debatten efter økonomiforhandlingerne, hvor KL’s formand usædvanligt åbenlyst undsagde regeringen, da ministrene udlagde aftalen som et markant velfærdsløft.

Dernæst blev talen holdt på et tidspunkt, hvor ministeren og regeringen får brug for al den goodwill, hun kan få, hos landets borgmestre, når der skal sikres støtte eller måske nærmere begrænset modstand mod en udligningsreform, som næppe kommer til at stille mange helt tilfreds.

Udover at ministeren måske på grund af dårlig forberedelse – måske på grund af en talefejl – udelod det vigtige ‘nogenlunde’ i sin beskrivelse af, i hvilken grad udligningen skal give kommunerne lige vilkår for at levere service, så skærpede talen i går kravene fra de fattige kommuner.

Tilliden er i en historisk krise

Som du kan læse her på NB-Økonomi krævede Arne Boelt 250 millioner kroner, hvis han skal leve op til ministerens krav om at drive plejehjem, skoler og daginstitutioner i mange af de små bysamfund.

Boelt skyndte sig i går at invitere Astrid Krag til en besøg ude i virkeligheden i Hjørring. Måske ministeren skal lære af sin kollega, Magnus Heunicke, som efter kritik af Silkeborg Kommunes nedlæggelse af en fritvalgsordning modigt tog imod en invitation fra kommunen.

Astrid Krag er tiltrådt som minister på et tidspunkt, hvor tilliden mellem kommunerne og Christiansborg er i en historisk krise, som KL-formand Jacob Bundsgaard så præcist beskrev det her på NB-Økonomi onsdag.

Læs også:
KL-formand: Folketinget må stoppe velfærdsløfter eller give kommunerne tocifret milliardbeløb

I det lys kan et undre, at ministeren faktisk slet ikke havde planlagt at deltage på KØF. Hun kom som stand-in for finansminister Nicolai Wammen (S), der var optaget af glædelige og akutte private gøremål omkring fødeafdelingen.

Til sammenligning brugte eksempelvis den nye radikale kommunalordfører, Kathrine Olldag, to dage på at gå rundt og tale med borgmestre og kommunalpolitikere for at blive klogere på kommunernes forhold.

Men facit efter indenrigsministerens korte optræden i Aalborg er, at tilliden mellem kommunerne og regeringen fik et nyt knæk. 

Og borgerne, de må vænne sig til, at der står ministre på tv og lover masser af velfærd, mens borgmestrene og kommunalpolitikere i stigende grad vil stå på borger- og pressemøder rundt i landet og undsige de samme ministre.

Uanset hvem, der har ret, så styrker det i hvert fald ikke den tillid til demokratiet, som statsminister Mette Frederiksen taler så meget om.