FAKTA: Tidligere V-kronprins bliver straffet af partiet

Del artiklen:
Tidligere næstformand Kristian Jensen hyldes ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter.
Fotograf: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det har kostet Kristian Jensen alle poster, at han har delt sine tanker om et reformsamarbejde over midten.

Af Ritzau

Kristian Jensen (V) har en markant fortid i Venstre, og indtil i slutningen af august var han partiets næstformand.

Efter et internt opgør i Venstre trak han sig i august fra posten og opgav dermed sin drøm om at blive formand.

Fem måneder senere har formand Jakob Ellemann-Jensen så også frataget ham både ordførerskab og udvalgsposter.

Det sker, fordi den tidligere næstformand i et interview med Jyllands-Posten har delt sine tanker om et reformsamarbejde med Socialdemokratiet, De Konservative og De Radikale uden først at vende det med formanden.

Kristian Jensens fald fra tinderne startede med et interview i Berlingske. Få hele overblikket her:

* 8. august: Berlingske bringer et interview med Kristian Jensen, som på daværende tidspunkt var næstformand.

Her siger han blandt andet, at Venstre bør droppe tanken om at danne en SV-regering, som tidligere formand Lars Løkke Rasmussen lancerede under valgkampen.

* 9. august: Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen udtaler under Venstres sommergruppemøde, at Kristian Jensen bør gå af som næstformand.

Kristian Jensen undskylder interviewet på et pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet og gør det klart, at det er Venstres formand, der lægger den politiske linje.

* 20. august: Det står klart, at der er interne magtkampe i Venstre, og det bliver for meget for dele af baglandet.

Fire medlemmer af Venstre står frem i Jyllands-Posten og kræver Løkke afsat som formand og Kristian Jensen afsat som næstformand.

* 27. august: Venstre i Region Midtjylland, folketingsmedlemmerne Preben Bang Henriksen og Carsten Kissmeyer samt enkelte borgmestre opfordrer offentligt Løkke og Kristian Jensen til at trække sig.

* 31. august: Løkke og Kristian Jensen trækker sig fra deres poster efter et møde i Venstres hovedbestyrelse på Hotel Comwell i Brejning.

Kristian Jensen stiller efterfølgende op til et improviseret pressemøde, mens Lars Løkke forlader hovedbestyrelsesmødet uden at møde pressen.

* 21. september: Jakob Ellemann-Jensen vælges ved et ekstraordinært landsmøde i Venstre som ny formand. Inger Støjberg vælges som ny næstformand.

* 26. september: Venstres folketingsgruppe konstituerer sig, og Lars Løkke Rasmussen får sæde i Udenrigspolitisk Nævn, mens Kristian Jensen efter eget ønske ikke får tildelt nogen ordførerskaber. Senere får han dog tildelt rollen som arktisordfører.

* 11. januar: Der er tavshed fra Kristian Jensen, indtil at han i et interview med Jyllands-Posten åbner for sine tanker om at samarbejde om økonomiske reformer hen over den politiske midte. Interviewet bliver bragt på nettet lørdag aften og er i avisen søndag.

Han har ikke vendt tankerne med Venstres gruppeledelse, inden han giver interviewet til avisen. Det får formand Jakob Ellemann-Jensen til at fratage Kristian Jensen alle poster.

Kilder: Venstre, Jyllands-Posten, Ritzau.

/ritzau/