Regeringen sender regning for større refusioner tilbage til kommunerne

Del artiklen:
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) sender regningen for de ekstra refusioner til kommunernes udgifter for anbragte børn tilbage til kommunerne.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) sender regningen for de ekstra refusioner til kommunernes udgifter for anbragte børn tilbage til kommunerne. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det bliver de rigeste kommuner med færrest børnesager, som kommer til at betale en stor del af regningen for regeringens børnepakke.

Af Arne Ullum, [email protected]

Rent økonomisk var det en billig omfang for regeringen, da social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) i går lancerede et forslag om at øge statens refusion til kommunerne for anbragte børn.

Regeringen sender nemlig hele regningen videre til kommunerne selv – og det betyder i praksis, at det bliver kommuner med meget få anbringelser som eksempelvis Lyngby Taarbæk, der kommer til at betale den største del af regningen.

Forklaringen, på, at regeringen uden videre kan sende regningen videre til en del af de danske kommuner, skal findes i den måde, som statens og kommunernes økonomi spiller sammen.
Ifølge reglerne hæver eller sænker staten kommunernes bloktilskud, når en ny lovgivning udløser større eller mindre udgifter i kommunerne. Det er det  såkaldte udvidede totalbalanceprincip i daglig tale kaldet DUT.

Social- og Indenrigsministeriet bekræfter overfor NB-Økonomi, at refusionsomlægningen vil blive DUT’et, hvilket også er helt normalt.

Kommunerne fik i 2018 ifølge en opgørelse fra Social- og Indenrigsministeriet 661,2 millioner kroner i refusion for udgifter til anbragte børn. Det tal vil stige markant, men ingen kan i dag oplyse hvor meget.

Refusionsprocenten bliver mere end fordoblet

En udregning, som NB-Økonomi har foretaget, viser imidlertid, at refusionsprocenten i mange tilfælde vil blive mere end fordoblet. Det er dog umuligt at sige, hvor meget refusionerne samlet vil stige uden at kende de præcise data for hver enkelt anbringelse.

Nedenstående skal derfor alene ses som et illustrativt regneeksempel. 

Hvis statens refusion til kommunerne stiger med én milliard kroner, så vil staten herefter efter DUT-reglerne nedsætte sit bloktilskud til kommunerne med det samme beløb. Bloktilskuddet fordeles efter antal indbyggere, og det betyder, at kommunernes tilskud fra staten falder med cirka 172 kroner pr. indbygger, hvis altså refusionen til anbragte børn stiger med én milliard kroner.

Alle kommuner skal være med til at betale. Det betyder, at eksempelvis Lolland vil tabte 7,2 millioner (hvis den samlede ekstra refusion løber op i en milliard kroner), men kommunen vil på grund af mange anbringelsessager få langt mere ind i ekstra refusioner.

Modsat vil en kommune som Lyngby-Taarbæk med ekstremt få anbragte børn næsten ikke få noget i ekstra refusion, og derfor vil næsten hele kommunens tab i bloktilskud på 9,6 millioner kroner (hvis den samlede ekstra refusion løber op i en milliard kroner) blive et tab for kommunen.

Det er generelt de rigeste kommuner, som har det færreste antal anbringelser af børn. Det var derfor ikke bare tom politiske retorik, da Social- og indenrigsminister Astrid Krag på pressemødet efter regeringsseminaret talte om, at udgifterne til anbringelser af børn skal fordeles mere socialt retfærdigt.