Her er de bedste og værste kommuner ifølge Troels Lund Poulsens aktiveringsmål

Beskæftigelsesministeren retter hård kritik mod kommuner, som har en stor andel af aktivitetsparate borger på uddannelses- eller kontanthjælp, som enten ikke har modtaget aktivering eller været i mentorforløb. Se listen med alle landets kommuner her.

Af Arne Ullum, arne@ullum.eu

I Favrskov Kommune i Østjylland er det kun 3 ud af 100 aktivitetsparate borgere på uddannelses- eller kontanthjælp, som enten ikke har været i aktivering eller været i mentorforløb. I det modsatte hjørne af landet i Guldborgsund er det 50 ud af 100, og det mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er et direkte brud på loven. Han har derfor i første gang bedt Guldborgssund og fem andre kommuner om en redegørelse.

“Vi har valgt de fem dårligste kommuner ud, fordi der her er meget store problemer i forhold til, at kontanthjælpsmodtagere ikke får den indsats, de har krav på. Jeg synes simpelthen ikke, vi kan være det bekendt, siger Troels Lund Poulsen til Politiken.

De fem kommuner er Guldborgsund, Odense, Holbæk, Helsingør og Horsens. Disse kommuner er dog ikke de fem dårligste, men de fem blandt de dårligste, som har mere end 250 personer, som ikke har modtaget den aktivering, som ministeren kræver.

Horsens afviser kritik: Tallene er misvisende

I Horsens afviser kommunen, at ministerens tal giver er reelt billede af kommunernes evne til at aktivere borgere på uddannelses- eller kontanthjælp. Årsagen er, at statistikken ikke tæller en række andre tiltag med, som Horsens gør meget brug af, oplyser Bjarne Sørensen (SF), der er formand for beskæftigelsesudvalget i Horsens

“Initiativerne i kommunerne er meget forskellige, og jeg er overbevist om, at når embedsfolkene i ministeriet ser, hvad vi gør, så vil de være tilfredse”, siger han til Horsens Folkeblad.

Ifølge Bjarne Sørensen ligger Horsens over gennemsnittet, når det f.eks. gælder virksomhedsrettet aktivering og evnen til at få folk i arbejde som følge af aktiveringen.

“Vi har bare foretaget os noget andet end det, der er registreret i firkantede regneark”, siger Bjarne Sørensen, til Horsens Folkeblad.