Både regeringen og S er åben for justering af reform om førtidspension og jobreform

Socialdemokratiet er nu klar til at ændre reformen, der er blevet betegnet som Mette Frederiksens svendestykke som beskæftigelsesminister. Foto: (Tariq Mikkel Khan/POLFOTO/Arkiv)

Både regeringen og Socialdemokratiet åbner nu for at ændre på den udskældte førtidspensions- og fleksjobreform. I mange kommuner er der sket det modsatte af det, vi ønskede med reformen, lyder det fra S.

Både regeringen og Socialdemokratiet er klar til at ændre i den omstridte reform af førtidspensions- og fleksjobreformen, der ofte er blevet beregnet som Mette Frederiksens svendestykke i hendes tid som beskæftigelsesminister.

Kritikken af reformen skyldes, at kommunerne ifølge kritikerne igen og igen sender borgere ud i udsigtsløs aktivering, og at det er blevet for svært at få fleksjob og førtidspension.

Forliget er indgået mellem alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Dermed skal der efter skikken på Christiansborg enten være enighed mellem forligspartierne om at ændre reformen, eller også skal et af partierne opsige forliget med udgangen af denne valgperiode og derefter ændre forliget efter et valg.

S åben for ændringer

Socialdemokratiet afviser ikke længere at ændre i Mette Frederiksens svendestykke fra tiden i Beskæftigelsesministeriet: De skrappe regler for tilkendelse af førtidspension.

“Vi skal finde ud af, hvorfor nogle kommuner gør det godt og andre dårligt. Og vi skal undersøge, om det er os i Folketinget, der har lavet en dårlig lov. For så skal loven laves om”, siger partiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen til Fagbladet 3F.

Heller ikke beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) afviser ændringer. Dog beror det på den samlede evaluering af reformen. Op til onsdagens samråd skriver ministeren i en foreløbig redegørelse om ressourceforløb:

“Regeringen og forligskredsen er klar til at foretage ændringer i lovgivningen, såfremt det samlede, dybdegående evalueringsarbejde giver anledning hertil”.

Den samlede evaluering falder i to dele og ventes færdig omkring februar og med politiske drøftelser bagefter.

Intentionen var rigtig

Reformen om førtidspension og fleksjob blev indført i 2012 og havde til hensigt blandt andet at forhindre, at unge blot blev parkeret på førtidspension. Siden er tilkendelser af førtidspensioner raslet ned. Til gengæld er kritikken af reformen steget. Ikke mindst kritikken af de nyindførte ressourceforløb.

Leif Lahn Jensen understreger, at partierne bag reformen havde de rigtige intentioner med reformen.

“Hele ideen var, at når mennesker kommer ind på jobcentret, så ville vi hjælpe dem tættere på arbejdsmarkedet i stedet for at parkere dem på førtidspension. Problemet er bare, at vores intentioner ikke lykkedes. I mange kommuner er der sket det modsatte af det, vi ønskede”, siger Leif Lahn Jensen til Fagbladet 3F.

Finn Sørensen, beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, fortæller, at han siden loven trådte i kraft 1. januar 2013 har modtaget omkring 1.000 mails fra frustrerede borgere. Derfor har han indkaldt til endnu et samråd om førtidspension i Beskæftigelsesudvalget.

“Først og fremmest føler borgerne sig mistænkeliggjort i sagsbehandlingen. Eller de føler sig økonomisk utrygge, fordi kommunen truer med at fjerne deres sygedagpenge eller en anden ydelse”, siger han.

ritzau/aum