Minister: Positivt at udligningssystem afholder kommuner fra at give førtidspension

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) mener ikke, at det er et problem, at kommunerne bliver belønnet for at afvise ansøgninger om førtidspension og i stedet fastholde udsatte borgere på kontanthjælp.

Af Arne Ullum, arne@ullum.eu

Det er ikke et problem, at udligningssystem belønner kommuner, som fastholder borgere på kontanthjælp frem for at tildele dem førtidspension. Det motiverer kommunerne til at få borgere, som har søgt om førtidspension, i arbejde.

Det er konklusionen i et svar fra økonomi- og indenrigsminister Emil Ammitzbøll (LA) til Folketinget, der kommer efter at NB-Økonomi har beskrevet, at kommunerne får en bonus på 67.000 kr. for at afvise ansøgninger om førtidspension.

Ifølge Finn Sørensen, der er socialordfører for Enhedslisten, er de pågældende borgere dog for syge til at arbejde, og det handler dermed ikke om, at de mangler motivation.

“Svaret dokumenterer jo, at man oven i stramningerne af lovgivningen også har et økonomisk incitament til at fastholde alvorligt syge mennesker på kontanthjælp, og det er fuldstændigt umenneskeligt og det det glade vanvid,” siger Finn Sørensen.

Han vil nu kalde Simon Emil Ammitzbøll i samråd, da han ikke mener, at det skriftlige svar til Folketinget er fyldestgørende.

 

“Beskæftigelsesministeren har gentagne gange sagt, at syge mennesker ikke skal være på kontanthjælp. Så kommer der her en anden minister og siger, at de bare skal i arbejde,” siger han.

I sit svar til Folketinget lægger økonomi-. og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll dog vægt på, at det er positivt at belønne kommuner for ikke at tilkende førtidspension, fordi dedermed fastholder muligheden for, at borgerne senere kommer i arbejde.

”En borger skal modtage førtidspension, hvis reglerne herfor er opfyldt. Men hvis der er en chance for, at en ledig kan komme i beskæftigelse, vil det være bedst for både borgeren og samfundsøkonomien,” skriver ministeren i sit svar.

Borgere skal i arbejde i stedet for at have førtidspension

Økonomi- og indenrigsministeren kommenterer i sit svar ikke den kritikken af, at kommunerne med bonussen bliver belønnet for at nægte varigt uarbejdsdygtige førtidspension.

Han mener tværtimod, at det økonomiske incitament for at få borgerne i arbejde er større end incitamentet for at fastholde dem på en overførselsindkomst som kontanthjælp.

“Derfor er det også vigtigt for mig, at det kommunale finansieringssystem understøtter, at kommunerne har et økonomisk incitament til ikke at fastholde borgere på offentlig forsørgelse,” skriver ministeren.

Til det svarer Enhedslistens Finn Sørensen dog, at ministeren “taler udenom”, fordi han ikke forholder sig til, at de pågældende borgere er for syge til overhovedet at kunne komme i arbejde.

Afventer udvalgsarbejde om reform af udligningssystem

Finansieringsudvalget under Økonomi- og Indenrigsministeriet er i øjeblikket i gang med en større analyse af ændringer i tilskuds- og udligningssystemet i forlængelse af omlægningen af refusionssystemet for ledige. Simon Emil Ammitzbøll vil derfor afvente deres anbefalinger, inden han vil tage endeligt stilling til en ændring af udligningssystemet.

“I dette arbejde er de kommunale incitamenter også et vigtigt hensyn. Regeringen afventer udvalgets rapport ved årsskiftet, før regeringen tager stilling til mulige ændringer i tilskuds- og udlig- ningssystemet,” skriver ministeren i sit svar.


Fakta: Sådan får kommuner bonus for at afvise førtidspension

Forklaringen på det absurde forhold skal findes dybt nede i det kommunale udligningssystem. Her er det fastsat, at en kommune får ekstra penge for hver borger, som i tre ud af de seneste fire år har haft en indkomst på under 60 pct. af medianindkomsten.

Ved opgørelsen for tilskuddet i 2018 bruges tallene helt tilbage fra 2013-2015. Hvis man eksempelvis ser på tallene for 2014, så var grænsen på 136.000 kr., for hvornår en borger udløste det særlige tilskud for at have lav indkomst.

Kontanthjælpen var kun 128.000, og dermed udløser en kontanthjælpsmodtager det særlige tilskud. Førtidspensionen er lidt højere, og dermed over de 136.000 kr. Siden 2014 er forskellen på kontanthjælp og førtidspension øget, og derfor er effekten af reglerne uændret.

Slutfacit er, at en kommune i hovedstadsområdet får 37.000 kr. om året ekstra, så længe en borger er på kontanthjælp og ikke kommer på førtidspension. En kommune i provinsen får hele 67.000 kr. Forskellen skyldes afvigelser mellem udligningsreglerne for kommuner i hovedstaden og provinsen.