Beskæftigelsen nærmer sig rekordniveau

Beskæftigelsen fortsatte med at vokse i tredje kvartal. Foto: Polfoto/Stine Bidstrup

Private virksomheder fører an i jobskabelsen, der nærmer sig det samme niveau som før finanskrisen.

Der bliver fortsat skabt flere jobs, og siden andet kvartal er antallet af lønmodtagere steget med 9.600, skriver Danmarks Statistik. Dermed er mere end 2,7 millioner danskere i arbejde, og beskæftigelsen nærmer sig nu det samme niveau som før finanskrisen.

Det er særligt de private virksomheder, der driver den positive tendens. Mellem andet og tredje kvartal har de ansat 9770 flere, hvilket svarer til en vækst på 0,6 procent. Offentlige virksomheder har i samme periode oplevet et næsten tilsvarende fald på 0,5 procent, hvilket dog kun svarer til 301 beskæftigede personer.

Kilde: Danmarks Statistik

Cheføkonomi i Nykredit Tore Stramer siger til Børsen, at tallene er med til at understøtte indtrykket af et holdbart opsving i dansk økonomi, selvom de seneste BNP-tal viste minusvækst.

“Selv om beskæftigelsen normalt kun reagere langsomt på en vending i konjunkturerne, så melder den fortsatte fremgang i beskæftigelsen sig ind i den efterhånden lange række af nøgletal, der alle peger i retning af, at opsvinget fortsat har godt tag i dansk økonomi,” siger han til Børsen.

Tal fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort i går, viste også, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet med omkring 14.600 personer det seneste år på grund af de positive takter i dansk økonomi.

“Hovedforklaringen er, at der er gode jobmuligheder på arbejdsmarkedet, så færre havner i kontanthjælpssystemet. Og så er der kommet færre flygtninge og indvandrere til landet”, sagde cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Politiken om det lave antal kontanthjælpsmodtagere.

AK